Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Kort om bogen

Fortællingen om irske Cyril Averys 70-årige liv vil underholde og berøre læsere af skæbne- og familieromaner. Som adoptivbarn og homoseksuel er livet ikke let i det stærkt katolske samfund

Beskrivelse

I 1945 fødes Cyril af en kun 16-årig kvinde, der forvises fra hjem og sogn. Cyril bliver straks adopteret af ægteparret Avery, forfatteren Maude, der dårligt bemærker drengen, og kvindeforføreren og skattesvindleren Charles, der altid understreger, at Cyril ikke er en rigtig Avery. Som 7-årig møder han den jævnaldrende Julian, og begynder snart at erkende sin homoseksualitet, og som voksen flygter han fra det irske samfund og lever en årrække i Amsterdam og New York, inden han vender tilbage til et forandret Irland. John Boyne er kendt for børnebogen Drengen i den stribede pyjamas. Eneste tidligere oversatte roman for voksne er Mytteri

Vurdering

En klassisk dannelsesroman fyldt med sjove, hjerteskærende episoder fortalt i et velfungerende sprog med meget dialog og en underliggende humor, der især udstiller præster og politikere. Persontegningen er generelt gode, og romanen giver et levende billede af kirkens magt i Irland og af aids-epidemien i 1980'erne

Andre bøger om samme emne

I den irske familieroman Den grønne vej oplever den homoseksuelle søn også aids-panikken i New York, mens Et lille liv ligeledes kredser om homoseksualitet og venskab. Skrivestilen minder om John Irving, som romanen også er tilegnet