Digital borger
Det skal være nemt og sikkert at være på nettet i Danmark
På biblioteket hjælper vi dig gerne i vores IT-hjælp, hvis ikke du finder svar på dit spørgsmål her.
Danmark har fået ny Digital Post
April 2022.
Nu kan alle borgere læse Digital Post fra offentlige myndigheder på flere forskellige platforme.
Digital Post er vigtigt nyt fra offentlige myndigheder. Det kan for eksempel være, at du har fået plads til dit barn i en institution. Eller at du skal møde op til en aftale på hospitalet, eller at du er blevet optaget på en uddannelse.
På grund af beskedernes vigtighed har du pligt til at læse din post i Digital Post fra du er 15 år gammel.
Hvor kan man læse sin Digital Post?
Som noget nyt kan Digital Post læses på mange forskellige platforme, både hjemmesider og apps.
Det drejer sig om:
1: Borger.dk - hjemmeside
2: Digital Post - app
3: e-Boks - både hjemmeside og app
4: Mit.dk (ikke at forveksle med MitID) – både hjemmeside og app
Borger.dk og Digital Post app indeholder udelukkende post fra det offentlige til dig.
e-Boks og Mit.dk indeholder udover post fra det offentlige også post fra private aktører. For eksempel din bank eller dit forsikringsselskab.
Du kan godt risikere at din bank samarbejder med e-Boks og dit forsikringsselskab samarbejder med Mit.dk.
Hvorfor kommer der ny Digital Post?
Digitaliseringsstyrelsen har udviklet Digital Post for at kunne skabe en bedre kommunikation mellem borgere og myndigheder i fremtiden.
Skal jeg give nogen besked om, hvor jeg vil læse Digital Post?
Nej, posten fra offentlige myndigheder kan automatisk læses på de forskellige platforme.
Hvad hvis jeg er fritaget?
Hvis du er fritaget nu vil du også være det fremover.
Hvor kan jeg få support?
Det kan du på Digital Post support: 33 98 00 33
Læs mere om den nye Digital Post på borger.dk/digtalpost
Overgangen fra NemID til MitID
Har du brug for hjælp til at få eller bruge MitID, skal du kontakte din bank. De står klar til at hjælpe dig. Alternativt kan du gå på MitID.dk eller kontakte MitID support.
Du kan også besøge MitIDs hjælpeunivers, hvor der er vejledninger, videoer mm.
Alle med NemID skal i løbet af 2021 og 2022 have MitID: hele Danmarks nye digitale ID.
På sigt kan du bruge MitID til alt det, som du tidligere har brugt NemID til. Du får MitID i din net- eller mobilbank, men du skal ikke foretage dig noget, før du får besked om, at det er din tur.
Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbank.
I en overgangsperiode er der steder og situationer, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset. Du får besked, når du ikke længere har brug for NemID.
Hvorfor bliver NemID til MitID?
Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen, ligesom vi kender det fra vores mobiltelefon og computer.
Med MitID kan vi også i fremtiden trygt bruge vores digitale ID på nettet.
Du får besked, når du ikke længere skal have NemID – enten af din bank eller via Digital Post.
Sådan får du MitID
Hvis du har en dansk eller grønlandsk bank, får du MitID via din net- eller mobilbank. Du får automatisk besked, når det er din tur. Hvis du ikke har en dansk eller grønlandsk bank, får du besked fra Digital Post, og du kan derefter få MitID på MitID.dk.
Sådan bruger du MitID
MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet.
Når du har MitID-appen, kan du med et swipe godkende fx login eller online betalinger.
Du får samme oplevelse som med NemID nøgleapp, men til forskel fra NemID nøgleapp skal du selv finde og åbne appen, når du skal godkende med MitID.
Fysiske alternativer til MitID-app
Hvis du ikke kan bruge app'en, kan du få MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser
- MitID kodeviseren er en lille, elektronisk enhed, der viser en engangskode. Den skal du indtaste, når du godkender med MitID.
- MitID kodeoplæseren kan læse engangskoden højt for dig.
- MitID-chip skal bruges, hvis du i dit erhverv arbejder med særligt personfølsomme oplysninger eller hvis du skal bruge MitID mange gange hver dag.
Du kan få MitID kodeviser, -kodeoplæser og -chip sendt med posten eller hente den hos Borgerservice.
Vælg dit bruger-ID med omhu
Alle, der skal have MitID, skal have et bruger-ID. Det skal du anvende, hver gang du bruger MitID.
Af sikkerhedshensyn må du ikke bruge dit CPR-nummer som bruger-ID. Dit bruger-ID fra NemID er allerede reserveret til dig i MitID – dog ikke, hvis det er dit CPR-nummer.
Find på en sammensætning af tal, bogstaver og specialtegn, som er svært for andre at gætte – men nemt for dig at huske.
Du har altid mulighed for efterfølgende at ændre dit bruger-ID på MitID.dk.
Lær mere om MitID via E-kurser
Klik her for at komme videre til e-kurser.nu for at se videoguides og e-læring om MitID