eReolens app vist på smartphone på lilla baggrund

Vi anbefaler: eReolen

Vi har - sammen, hver for sig - pudset læsebrillerne og slået lyttelapperne ud. Nu anbefaler vi dig de bøger, vi allerbedst kunne lide.

Der er masser af læsestof at hente på eReolen - både til dig, der helst vil lytte og dig, der helst vil læse. Du finder de anbefalede bøger nederst i materialevisningen. 

Thomas anbefaler
Kontakt Thomas Kolborg

Jesper Clemmensen: Flugtrute Østersøen
I skrivende stund oplever vi danskere, det helt uhørte, at vi af sundhedsmæssige grunde er afskåret fra at rejse ud af vores land. 
Fra 1961 til 1989 var befolkningen i DDR afskåret fra at forlade deres land af politiske grunde.  
I ”Flugtrute Østersøen” kan du læse den grundigt researchede og medrivende fortælling, om nogle udvalgte skæbner af de næsten 6000 østtyskere, der forsøgte at flygte fra DDR til Danmark via Østersøen.  Specielt rørende og tankevækkende er beretningen om familien Sender, der med et tragisk udfald forsøgte at krydse Østersøen i to små kajakker.
 

Lisbeth anbefaler

Lisa Wingate: Inden vi blev jeres
En gribende og hjerteskærende fortælling om en sort periode i adoptionens historie – baseret på virkelige hændelser. Bogen blev anbefalet mig af en svigerinde, og jeg synes, den fangede fra allerførste side!
 

Mette anbefaler

Maren Uthaug - En lykkelig slutning
Vildt underholdende roman om slægt der følger slægters gang igennem 7 generationer i bedemandsslægten Christiansen. 
Den familiehistorie er ikke kedelig. Førstelinjen lyder:  ”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986". Så er vi ligesom i gang. 
Romanen er samtidig en forbløffende interessant gennemgang af dødens kulturhistorie, og jeg følte mig klogere efter endt læsning. Jeg ved nu hvor udtrykket "stinkende rig" kommer fra. Jeg har læst om spøgelser, medlidenhedsdrab, overtro og nekrofili. Og jeg har læst om den selvforsynende ø Tikopia hvor man tog folk af dage, hvis befolkningsbyrden blev for stor. 
Hvis du tænker, at sådan en bog nok ikke lige er for noget for dig, kan jeg oplyse dig om, at sådan havde jeg det også. Men det var inden jeg alligevel sprang på denne medrivende slægtsroman. Bare læs. Hvis nogen kan skrive sådan en historie, er det Maren Uthaug. Hendes stilsikre, humoristiske pen fortjener mange læsere, og hele hendes forfatterskab får min varmeste anbefaling. 
Romanen er nomineret til Læsernes Bogpris 2020
 

Maria Louise anbefaler

Adda Djørup: Bulgakovs Kat
Tag en forfatter, hendes datter, en skriveblokade og ønsket om et simplere, mere økonomisk stabilt liv. Tilsæt en stemme, der råder vores forfatter til at droppe forfattergerningen og finde en mere stabil indkomst samt en manuskriptspisende, velvoksen og sexet kat, der lyder navnet Behemot. 
Så har du grundplottet i Bulgakovs Kat. 
Det her er en underholdende, syret roman om en forfatters kvaler med at få et liv med fiktion og virkelighed til at spille, og den er bestemt er værd at læse. 
 
 
Marie Aubert: Må jeg komme med dig hjem (noveller) 
Novellesamlingen spidder livets skyggesider og tilbyder i mine øjne det helt rigtige novelle-svirp: en kort problemstilling, der åbner for større tanker i læseren. Særligt novellerne "Gammelt ægtepar", der handler om et venskab, som pludselig forandrer sig, da den ene veninde får en kæreste og "Storebror", hvor man møder en læge fra neonatalafdelingen, som selv mistede en for tidligt født lillebror som barn, rørte mig, og satte ikke mindst gang i tankerne om livets betydningsfulde øjeblikke – på både godt og ondt.  
 
Tags
Materialer