Tåget skov

Vær velkommen læsningens år!

29.01.21
Åh, januar – Frostvejr, hjemmearbejde og nytårsforsætter. Jeg har altid selv foretrukket de nytårsforsætter, som man rent faktisk glæder sig til at indfri. Derfor var mine ambitioner, da vi gik ind i 2020, at se endnu mere til mine venner, blive bedre til at komme afsted til koncerter og teaterforestillinger, og endelig få besøgt Stockholm. Hvordan det sidenhen gik med mine forsætter, kan du nok nemt selv regne ud.
Så for at undgå lignende skuffelser nøjes jeg i år med ét forsæt. At læse mere. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Mere læsning har været på min liste over nytårsforsætter de sidste ti år, og er uden tvivl det forsæt, hvor jeg er bedst til at holde ved.
 
Gode intentioner om at bruge tandtråd hver dag og spise mere kål plejer jeg at glemme i løbet af februar, men læselisten bliver også opdateret i december. For man er selvfølgelig nødt til at have en liste. Blot at sige, at man vil læse ’mere,’ er alt for ukonkret. Der skal tal på, og data skal registreres.
 
Selv bruger jeg troligt app’en Goodreads, som fortæller mig, hvor meget jeg har læst, om jeg er bagud med læsningen, og nådesløst sammenligner mig med mine venner og bekendtes præstationer. Mon det er sådan folk med pulsure og fitnessapps har det, når de tracker kalorier og kilometer? Jeg kan i hvert fald ikke komme udenom, at konkurrenceelementet er ret så motiverende.
 

Mit læsemål for 2021

Derfor har jeg også besluttet, at 2021 skal være året, hvor jeg når mit ultimative læsemål: At læse hundrede bøger på et år. Det hører desværre med til historien, at jeg satte mig det samme mål de sidste to år, men uden held. Sidste år nåede jeg op på 84 bøger, og hvis man ikke kan nå sit læsemål i et år som 2020, kan det så overhovedet lade sig gøre? Og selvfølgelig skal man være realistisk, men jeg tror på det. Derfor har jeg også allerede udvalgt en række bøger, som jeg vil læse i år, og som skal hjælpe mig på vej mod målet.
 
Jeg glæder mig blandt andet til at læse Helle Helles nye roman Bob, som netop er udkommet og har fået store roser med på vejen. En bog med møntvaskerier, svensk pølseret og en lejlighed ovenpå en tankstation i Vanløse. Det lyder som klassisk Helle Helle. Dolly Aldertons nye bog Ghosts ligger allerede på mit natbord. Alderton er forfatteren bag det selvbiografiske hit Alt hvad jeg ved om kærlighed, og Ghosts er hendes første roman. Bogen er endnu ikke oversat til dansk, men jeg spår, at det blot er et spørgsmål om tid.
 
Og så bliver jeg igen og igen anbefalet Bargums synder af debutanten Sofie Malmborg, som med researchen i orden beskriver 1700-tallets København, de rige handelsfamilier og den grusomme forretning, der gjorde velstanden mulig, nemlig slavehandelen. Den skal på listen.
 
I skrivende stund siger min tracker 7/100, så jeg holder kadencen indtil videre. Har du også et litteratur-relateret nytårsforsæt, så husk at du stadig kan reservere bøger på www.silkeborgbib.dk, bestille bogposer to-go med en telefonopringning og læse løs på eReolen.
 
Tags