Foto af bibliotekar Ulla Andersen, SIlkeborg Bibliotekerne
Bibliotekar Ulla Andersen

Ulla anbefaler biografier

06.07.21
Jeg har altid været glad for at læse biografier, både om kendte og ukendte mennesker. Virkeligheden overgår ofte fantasien og selvom jeg også kan lide skønlitteratur, synes jeg, at biografier er fascinerende, netop fordi det er virkeligt.

Der kan selvfølgelig være pyntet på sandheden eller husket forkert nogle steder, ligesom man skal være opmærksom på forfatterens perspektiv. Når en datter f.eks. skriver om sin far, ses han jo fra hendes synsvinkel og hun opfatter ham måske på en helt anden måde, end andre gør.

Men det er netop det, der er interessant: at der kan være flere forskellige biografier om en kendt person, skrevet af forskellige forfattere med hver deres indgangsvinkel til den, de skriver om. Det giver et mangefacetteret portræt af en person. 

Her er nogle af de biografier, der har gjort størst indtryk på mig i de seneste år. 

'Hvor taler du flot dansk' af Abdel Aziz Mahmoud

Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk” til Abdel, som svarede ”Tak i lige måde”. Det er et eksempel på, at han på en sjov måde sætter fokus på danskernes fordomme om indvandrere. Abdel vandt i 2017 Læsernes Bogpris for sin morsomme og tankevækkende bog. Læs den og bliv klogere på integrationsdebatten og godt underholdt samtidig.

'Lidt af far' af Frederik Lindhardt

Frederik fortæller om, hvordan det er at være pårørende til en person der gradvist forsvinder. Hans far har Alzheimers og vi følger de sidste år i hans liv, hvor han ændrer personlighed, så Frederik ikke længere kan genkende ham. Beskrivelsen af hans far er meget rørende og kærligheden til ham er lige så stor som fortvivlelsen over at miste ham på denne barske måde

’På ofrenes side: en anklager fortæller’ af Anne Birgitte Stürup

Som statsanklager gennem næsten 45 år har Anne Birgitte Stürup især interesseret sig for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. Hun fortæller om de ofte meget barske sager hun har haft og hvordan hun har kæmpet for at sikre ofrenes vilkår bedst muligt. Jeg synes, hun er en virkelig dygtig og beundringsværdig kvinde og det er spændende at få indsigt i både hendes arbejdsmetoder og personlige baggrund.

’Den perfekte præsident: en biografi om John F. Kennedy’ af Regin Schmidt

Her er et eksempel på en af de mænd, der er skrevet utrolig mange bøger om: Den karismatiske præsident John F. Kennedy der nåede at blive en myte allerede før sin død. Jeg har læst en del af dem, da jeg synes, at historien om ham er utrolig fascinerende. Denne bog analyserer politikken, myterne, manipulationen med pressen mm - en meget spændende og velskrevet bog.

’Being Elvis: en biografi' af Ray Connolly

Dette er også en af de berømtheder, der er skrevet usandsynligt meget om. Han deler skæbne med mange andre idoler, der levede et ulykkeligt og trist liv bag den glamorøse facade. Ray Connolly er en af de få journalister, der har interviewet Presley og han udforsker og forklarer mysteriet: Hvordan var det at være Elvis? Jeg har læst mange bøger om Elvis, ikke fordi jeg er megafan, men fordi det er interessant (og skræmmende) at høre om hans ekstreme liv.  

'Min vej ud af Nordkorea: ni år på flugt fra helvede’ af Eunsum Kim

Dette er den rørende selvbiografi om 11-årige Eunsun Kim, hvis familie er efterladt til den nordkoreanske sults fangearme, men formår at flygte. Hendes historie er både gribende og hård at læse, men heldigvis lever hun i dag i frihed. Dette er en af de bøger, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke til at begribe, at et diktatur som Nordkorea stadig findes.

'Kronvidnet: Hells Angels indefra' af Morten Frich

I forbindelse med mit arbejde som biblioteksansvarlig for Silkeborg Arrest har jeg læst en del bøger om kriminelle for at prøve at forstå, hvorfor mennesker kommer ud i kriminalitet. I Kasper Vetters tilfælde var han et velfungerende barn af gode forældre fra middelklassen, så det er altså ikke kun børn fra socialt udsatte miljøer, der bliver kriminelle. Da han går død i rockermiljøet og beslutter sig for at melde sig selv til politiet, får det store konsekvenser. Da han er et livstruet vidne, kan han komme under PETs beskyttelse. Men det kræver, at han totalt skifter identitet, bl.a. via plastickirurgi og aldrig må kontakte sin familie igen. Bogen giver et spændende indblik i bandemiljøet, en verden som er ukendt for de fleste.

Fårking gravid : en fremmed flytter ind’ af Sofie Linde

Jeg vil slutte med en vanvittig morsom bog, hvor Sofie Linde fortæller hudløst ærligt om, hvor hårdt det kan være at være gravid. For hende var det i hvert fald ikke ”den søde ventetid”. Hun lægger ikke skjul på, at hun hadede at være gravid og fortæller meget åbent og bramfrit, om hvor svært hun havde ved at acceptere sin forandrede krop. En virkelig sjov bog, hvor Sofie Linde modigt og selvironisk fortæller om sine trængsler med graviditeten.                            

Materialer