Tag til alverdens koncerter hjemme i stuen

08.04.20
Er du mest til Beyoncé, Bee Gees eller Beethoven? Uanset hvem, du helst lytter til, så kan du via Dit Digitale Bibliotek se legendariske koncerter i din stue.
Vi elsker livemusik og fede koncerter, men ligesom alle andre må vi pt kigge langt efter forårets og sommerens koncerter og festivaler og nøjes med de digitale tilbud. Vi har ledt efter vores egne favoritter i bibliotekets koncertstreamingtjeneste Stingray Qello og du kan læse vores anbefalinger herunder.
 

Mette anbefaler

U2 - Live at the Rose Bowl
Glæd dig til denne forrygende U2 koncertfilm fra Rose Bowl stadion i Californien, optaget i 2009. Det var den første koncert nogensinde som blev live-streamet. 97.000 var til koncerten og 10 millioner så med ved skærmene. Bono og legekammeraterne The Edge, Larry Mullen og Adam Clayton er virkelig også i topform. Jeg var selv til en af koncerterne på den efterfølgende verdensturné, i Horsens i 2010, og blev lige mindet om hvor fantastisk den var. 

Uanset om du elsker dem i forvejen, eller om du elsker at hade dem lidt (fordi du ikke bryder dig om Bonos politiske engagement), så snyd ikke dig selv for en fest hjemme i stuen. It's Magnificent. 
P.S.: Der er ikke indlagt restriktioner på hvilken lydstyrke du ønsker.
 

Andreas anbefaler

Joni Mitchell – A Woman of Heart and Mind
Joni Mitchell er, efter min mening, en af de vigtigste sangskrivere i det forrige århundrede. Hendes hudløst ærlige tekster kombineret med en utrolig dyb musikforståelse, resulterer i et helt unikt musikalsk udtryk. Det er næsten umuligt ikke at blive fanget ind af hendes tekster om den ensomme gademusikant i ”For Free” eller om det forliste kærlighedsforhold i ”A Case of You”. Denne dokumentar fortæller historien om hendes liv og karriere gennem klip fra liveoptrædener og interviews med andre store musikere.
 
Beyoncé – I Am… World Tour
Som performer står Beyoncé i stærk kontrast til Joni Mitchell, som i perioder isolerede sig i den canadiske vildmark, i sin flugt fra rampelyset. Denne koncertfilm er én lang energiudladning af et show, der cementerer Beyoncés status som poppens dronning. Det er imponerede at se så pompøst et show, der må have krævet en helt enorm logistik og koordinering.
 

Lisbeth anbefaler

Qello TV Channels - Toto: Africa
Musik er fantastisk –man bliver glad og får positiv energi. Jeg er meget nostalgisk anlagt hvad angår musik og laver gerne musiklister fra da jeg var yngre (læs ung).
I Qello under Qello TV channels er der lavet musiklister, der samler super gode live numre indenfor bestemte genre, så man ikke skal søge bestemte numre frem.
I genren 'disco' fandt jeg Toto med sangen: Africa. I genren 'classic rock' fandt jeg Bee Gees med Night Fever. Ren nostalgi.
 

Katrine anbefaler

Daniel Barenboim – Beethoven: Piano Concerto No.5
Jeg har hørt Beethovens 5. klaverkoncert, den der også bliver kaldt Kejserkoncerten, med Daniel Barenboim og Staatskapelle Berlin på Stingray Qello.
Grunden til, at jeg gerne ville høre og se netop det værk opført, er, at jeg for nylig genhørte et afsnit af mit absolutte yndlingspodcast, Hammer og Cilius på P2, hvor de talte om legendariske indspilninger af klassisk musik. Her afspillede de blandt andet en optagelse af Kejserkoncerten med pianisten Walter Gieseking som pianist, optaget i Berlin i 1944. Under de dæmpede passager kan man høre tyske antiluftskyts blive affyret udenfor – Det giver kuldegysninger!
Det gav mig lyst til at høre Kejserkoncerten i sin helhed. Der er godt nok ikke bulder og brag i optagelsen med Barenboim - i hvert fald ikke mere end hvad der står i musikken! – men det er nu også noget særligt at se opførelsen så tæt på. Man sidder nærmest på klaverbænken ved siden af Barenboim. Og læg så mærke til, at han både spiller på klaveret og dirigerer orkesteret – det er der stil over, synes jeg.
 

Ditte anbefaler

Elvis Presley - Classic Albums: Elvis Presley
Jeg har en (indtil nu) lidt hemmelig fascination af Elvis, The King, som stammer fra et besøg på Graceland i Memphis i 2010. Det er den vildeste og mest kitchede samling af møbler, dimser, dutter og privatfly (med dobbeltseng, håndvaske med guldarmaturer og guldbelagte sikkerhedsseler, selvfølgelig), jeg nogensinde har set. Men samtidig med de pompøse udstillinger og fremvisninger af priser, merchandice og fanbreve, fortælles historien om et menneske, der blev mere og mere ensomt i takt med sin stigende succes – sikke en pris at betale og jeg tror på, at Graceland må have været en deprimerende kulisse at være ensom i.
Dokumentaren på Stingray Qello er heldigvis ikke deprimerende. Dens omdrejningspunkt er de første år i Elvis' karriere og er en utilsløret hyldest til hans talent. Den demonstrerer gennem interviews med Elvis’ producere, bandmedlemmer og via optagelser fra koncerter og indspilninger, hvordan Elvis revolutionerede musikken ved at fusionere forskellige genrer og skabe sin helt egen stil.
Jeg kan især godt lide sammenligningerne med Elvis’ covernumre af fx ’Blue Shuede Shoes’ eller ’That’s alright, Mama’, hvor man får lov til at høre de originale indspilninger og Elvis’ versioner – så er der ingen tvivl om hvor vildt et skifte, han repræsenterede.
 

Hvordan kommer jeg i gang?

Stingray Qello  flytter koncertoptagelser og musikdokumentarer hjem til dig. Du kan streame direkte på computer, tablet og telefon eller via AirPlay og Chromecast se og lytte på dit tv eller din bluetooth-højttaler.