Katrine fra Silkeborg Bibliotekerne

Katrine anbefaler sommerlæsning

21.03.22
Hvis du er til kaotiske kvindeliv og feministiske klassikere, så lad dig inspirere af Katrines anbefalinger til sommerlæsning.

Når det ringer ud til sommerferie, stopper jeg med at læse børnebøger, og kaster mig over bøger, som måske passer lidt bedre til min alder. Jeg har sjovt nok en forkærlighed for det kaotiske kvindeliv omkring de tredive, krydret med et par feministiske klassikere til at sætte mit eget liv lidt i perspektiv. Jeg har udvalgt tolv styk, de fleste har jeg selv læst, men en lille håndfuld kommer til at ligge ved siden af min havestol denne sommer.

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton
Vi lægger benhårdt ud Dolly Aldertons bestseller. Teknisk set er den vel egentlig et memoir, men for mig havde den absolut samme pageturner-effekt som den mest spændende roman. Dolly skriver om venskaber, lejligheder med kikset tapet, mislykkede nytårsaftner, store følelser og små følelser. Og så beskriver hun samtaler med sine veninder, som nærmest identisk ligner samtaler jeg har haft med mine. Du kommer til at klukle, men forbered dig også på det strejf af melankoli, der opstår, når dine venner rykker videre i livet, og du ikke kan følge med.

Sit eget værelse af Virginia Woolf
”En kvinde må have penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive fiktion.” Sådan skrev Virginia Woolf i sit essay ”Sit eget værelse” i 1929. Et essay, som var baseret på to forelæsninger, hun gav på Cambridge året før. Værket kredser om den kvindelige forfatters muligheder, eller mangel på samme, og der filosoferes blandt andet over, hvilken skæbne William Shakespeares fiktive søster ville have haft.

Jenteloven af Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa
En slags feministisk manifest for begyndere. Egentlig en oplagt gave til din teenager, men de mere modne kan også godt være med. I hvert fald hvis man nogensinde har oplevet at blive sat sammen med en særlig gruppe drenge af sin folkeskolelærer for at ’styre’ dem. Ulrikke Falch er bedre kendt som Vilde i den norske hit-serie SKAM, og bogen suppleres med personlige beretninger om hendes eget teenageliv med mobning og spiseforstyrrelse.

Voksenlivet er en myte af Sarah Andersen
Korte og humoristiske striber om det voksenliv, som man aldrig helt kan leve op til. Om overspringshandlinger, skomode, gamle gymnasievenner, budgetlægning, menstruation og det ansigt mødre laver, når de fortæller, at din veninde fra børnehaven allerede er blevet mor.

Kunsten at være kvinde af Caitlin Moran
Med udgangspunkt i sin egen opvækst med hippieforældre og syv søskende i et hus med tre soveværelser, sin semi-vilde ungdom og sin karriere i journalistikken tager Moran livet som kvinde og feminist under kærlig behandling. 

En som os af Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard
Kvinderne bag den populære podcast Fries before guys har skrevet en bog, hvor der ikke bliver lagt fingrene imellem. Under overskrifterne seksualitet, angst, forkerthedsfølelser og fællesskab dykker de ned i nogle af de følelser og oplevelser, som de indtil da ikke havde turdet dele i podcasten. De kalder bogen en antisammenligningsbog, og netop derfor blotter de sig så fuldstændigt og viser, at der er nogle helt grundlæggende menneskelige følelser, som vi alle deler.

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen
Tove Ditlevsen har fået en fuldt fortjent revival indenfor de seneste år. Da Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø udkom i 2017, fik jeg et eksemplar i julegave, ligesom alle familiens andre kvinder, og tak for det. Olga Ravn har udvalgt og skrevet efterord.

Skamløs af Pénélope Bagieu
En sand tour de force af fantastiske kvindeskæbner, smukt illustreret. Der er både kvinder, som du måske allerede har hørt om, som f.eks. Joséphine Baker og Tove Jansson, og kvinder, som i dén grad fortjener mere opmærksomhed, og som får det, i Bagieus grafiske roman. Vi hører blandt andre om den professionelle havfrue Annette Kellerman, den kinesiske kejserinde Wu Zetian og den græske gynækolog Agnodike.

Orlando af Virginia Woolf
Orlando bliver født under den første dronning Elizabeth, og vi følger ham på en kalejdoskopisk rejse gennem århundrederne, hvor han ikke ældes, men på et tidspunkt forvandler sig til en kvinde. Det er lidt af et eventyr med både vildt overklasseliv, tyrkiske sigøjnere og en russisk skøjtedronning. 

Girl, woman, other af Bernardine Evaristo
Jeg hørte Evaristo på litteraturfestivalen Hay sidste år og blev straks fanget. Nu er hendes roman shortlistet til The Women’s Prize for Fiction, så forhåbentlig kan vi se frem til en dansk oversættelse. Indtil da vil jeg kaste mig over den engelske version.

Samlede essays af Karen Blixen
Når man, som jeg, har læst så meget Blixen, at man begynder at nå ud i krogene af forfatterskabet, kan man f.eks. give sig i kast med dette udvalg af hendes essays. De har i lang tid været på min læseliste, men nu skal det være.

Mænd forklarer mig ting af Rebecca Solnit
Jeg bliver lovet essays om mistænkeliggørelsen af kritiske kvinder, frivillig barnløshed, Nabokovs Lolita, voldtægtsjokes, ægteskabelig ligestilling, Virginia Woolf og systematisk tavshed, samt at det bliver gjort skarpt og med stor indsigt. 

Materialer