Jens Blendstrup

I denne uges 10 x 10 forfattere er der både smæk for skillingen og syn for sagen, når Jens Blendstrup ud over alle rammer fortæller om sit forfatterskab, sine indimellem ret overraskende inspirationskilder og ikke mindst hvirvler os med gennem sit litteratursyn.

Han fortæller om afsæt for hovedværket ’Gud taler ud’, om læsevaner og hvilke forfattere han ser sig i fællesskab med – samt hvordan han har oplevet skriftens terapeutiske virkning, om end han trods alt ikke vil anbefale, at lade litteraturen tage fuldstændig over for den mere traditionelle kliniske behandling. Det vil være ’noget pis’, siger han

Skulle man være i tvivl om, at litteraturen er levende og findes i mange former, er det fredagen, hvor det vil være oplagt at slynge sig tilbage i lænestolen med sin candyfloss størrelse imponerende, for at opleve den blendstrupske mega-monolog der knuser alle forestillinger om, at litteraturen og bøgernes sprogverden ikke består af andet og mere end strengt tilrettelagte plot.

Fra det voldsomste skæg fører den hjerteligste stemme os gennem størstedelen af sit værk og virke med fortællinger, der ligesom skvulpende løber over og kommer omkring noget af det, der betyder så meget, men ligger nede imellem de kasser, vi hver især bygger vores liv og hverdag af. Eller måske er det mere de mere revisor-egnede af os der har rigtig held med det – i Jens Blendstrups tilfælde er der vist nærmere tale om en vanvittig opstabling, der som en Ole Lund Kirkegaard illustration aldrig rigtig finder sin balance og er i evigt røre. Det er tydeligvis indfaldet og appetitten på dette skrub-herlige, angstfyldte og forunderlige liv, der er i højsæde.

Det er iført en skramlet rustning af grotesk absurditet og anarkistisk accept af egen skrøbelighed samt livets uomgængelige mængde bøvl, Blendstrup sadler sin Velo Solex og i front for sine Lystrup Shitholes rider ud for at bade de brabrandske bakker i uforudsigelig lyrik og hjerteblod fra digtere med overdreven visdom og alvor.