Hanne anbefaler sommerkrimier

13.07.20
Mangler du en krimi til ferien, så kommer Hanne med en række anbefalinger til krimiserier med ubehøvlede, traumatiserede, irriterende og rapkæftede detektiver.

Man kan godt blive lettere panisk, når ferien melder sig, og man er fuldstændig blank, hvad angår de krimier, der meget gerne skulle befinde sig i tasken, når man tager afsted.

Her er mit bud på en række rigtig gode krimier.

De er alle første bind i en serie, så bliver man fanget, er der flere gode oplevelser at hente.

Håber denne lille liste kan inspirere til et godt gys i sommervarmen. (som forhåbentlig kommer på et tidspunkt).

Gode feriehilsner

Hanne Friis Jensen

 

 

Jeg holder vældig meget af Inger Wolf’s lettere traumatiserede kriminalkommisær Daniel Trokic, der har kroatiske rødder og lytter til Rammstein.

Jan-Erik Fjell introducerer os til den rapkæftede og ubehøvlede Anton Brekke, også et spændende bekendtskab.

Profileringseksperten Katrine Wraa er hovedpersonen i Øbro og Tornbjergs barske, men velskrevne krimi-serie.

Lars Kjædegaard sender efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid på arbejde rundt om i den danske provins, hvor de opklarer forskellige typer forbrydelser. Serien er letlæst og meget velegnet til liggestolen. 

Dan Sommerdahl er privatdetektiv og endda en ret irriterende én af slagsen, men ikke desto mindre er man rigtig godt underholdt, når Anna Grue lader ham opklare forbrydelser i Christianssund og omegn.

Den svenske forfatter Helene Tursten har skrevet serien om kriminalinspektør Irene Huss fra Göteborg. Det er ret makabre og spændende sager, der havner på kriminalinspektørens bord.

Kristina Ohlsson har skrevet flere gode krimier, og i denne serie er det med strafferetsadvokaten Martin Benner som hovedperson. En nervepirrende thriller-serie med et rapt sprog og en komposition, der gør, at man har svært ved at gætte slutningen.

Islandske Yrsa Sigurðardóttir introducerer os for makkerparret Huldar og Freyja.  Kriminalassistenten og børnepsykologen bliver kastet ud i grumme sager, der er vanskelige at få opklaret. Stemningen er uhyggelig og intens med et godt sprog og et spændende plot.

Søren og Morten Ellemose er tvillinger og har sammen skrevet serien om Henning Lorentzen, en kriminalassistent med pondus og erfaring. Serien må nok nærmest betegnes som en politisk thriller, og man får flere steder undervejs interessante og faktuelle oplysninger om dette og hint

Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig har sammen skrevet serien om Tessa Højmark. Tessa skal opklare komplicerede sager, og emner som overvågning og rockermiljøet er en del af de velskrevne krimier. Tempoet er hæsblæsende, og sagerne trækker tråde til både mafiaen og PET