Frederik Schøler
Frederik Schøler

Frederik: Dét skal du reservere

15.05.20
Jeg har fundet fire gode bøger frem, som jeg synes alle burde reservere og læse!

Pludselig lukkede verden ned, vi blev sendt hjem for at arbejde derfra, og man skulle tro at det gav en fornemmelse af uendelig tid. Men selv i en lukket verden går tiden videre og der er ting der skal nå, og dog er der lakuner stilstand med tid til at fundere over det helt essentielle: Mænds hjerter, Døden, kunsten og børnene og den forunderlige hverdag, der i en eller anden form nådesløs kværner afsted. Der skal man holde fast og huske: Endnu er dagen ikke spildt.
 

Nickolas Butler: Mænds hjerter

Ikke helt så simpel en bog som titlen antyder, men en skildring af det 20 århundredes USA gennem fire generationer som er veteraner fra hver deres krig. Krigen er en baggrund, spejderlejren er et gennemgående sted, men det handler især om de nære og svære relationer til familie og venner. Og som et smæld med piskesnerten er der et grundigt hip til kønsdebatten og den idiotiske selvovervurderende øl-bøvsende Trump-stemmene guds-gave-til-kvinden.
 

Materiale

Søren R. Fauth: Digt om døden

”Jeg vil skrive en bog om min far/jeg vil skrive på den hver dag/indtil han skal på plejehjem/når han får anvist en plads/ stopper jeg”

Sådan står der på en af de første sider af denne fremragende, stærke, fragmenterede bog, som rammer dig, hvis du har eller har haft en far. Jeg mistede min far for år tilbage, vores forhold var ikke problematisk, som det bogen skildrer, men den går dybt, og jeg rammes og kender det – og bliver rørt af vreden, sorgen, men mest af alt kærligheden.

LYT også til Søren R. Fauth fortælle om sin digtsamling På Jupiter findes fortiden ikkelyrikpodcasten LYT - en podcast om lyrik, som er produceret af Silkeborg Bibliotekerne og Vejle Bibliotekerne. 

Materiale

A.S. Byatt: Børnenes Bog

Kunsten og kulturen stod ikke først i køen, da landet begyndte at åbne efter Corona. Men det gør den i denne fabelagtige bog, der skildrer tiden i England fra ca 1880 til 1920 gennem familien Wellwood. Det er en moderne, nærmest avantgardefamilie, med børnebogs-forfatterinden, der skriver en bog til hver af de 7 børn, der vokser op i de fremmeste kulturelle kredse med billedkunst, keramik og litteratur – men også med kvindefrigørelse, verdenspolitik og katastrofer.

Materiale

Martin Glaz Serup: Endnu er dagen ikke spildt

En sanselig bog om hverdagen for ham, manden med familie, skilsmissefamilie, lejlighed, karriere, logistik og små øjeblikke til at dvæle.

Dvæle ved fluen i køkkenloftet, der sidder dær: en sort stjerne, som angsten for ikke at nå det i løbet af dagen, som man burde – og så er der kvinderne: ”Jeg kendte engang en kvinde/der fik forbud mod at se mig/af sin læge. en klog læge/en dejlig kvinde”

LYT også til Martin Glaz Serup fortælle om og læse fra digtsamlingen i vores lyrikpodcas via lytlyrik.dk eller i din podcastapp, søg på LYT. 

Materiale