Fem fantastiske til weekenden

Kan du mærke det i den skarpe septemberluft? Efteråret er så småt på vej. Og det betyder bog-og uldtæppe-tid.

Her er fem fantastiske forslag til din weekendlæsning - og det bedste er, de kan alle læses på én weekend!

Et meget aktuelt forslag til din weekendlæsning er Maria Gerhardts - bedre kendt som DJ Djuna Barnes' -  hjerteskærende og samtidig livsbekræftende, velskrevne og stærkt personlige fortælling om sin kamp for kærligheden og mod kræften i "Der bor Hollywoodstjerner på vejen". Bogen er desværre højaktuel netop nu, hvor forfatter Maria Gerhardt har fået et alvorligt tilbagefald til sin kræftsygdom.

En anden skarp bog fra virkelighedens verden er "Zentropia", Anne Mette Lundtoftes nærmest utrolige eller utopiske fortælling om livet på Danmarks vildeste arbejdsplads - nemlig det succesfulde og utraditionelle filmproduktionsselskab, Zentropa. 

Hvis du er mere til de fiktive, morsomme fortællinger, så var måske noget med den vanvittige, hæsblæsende og finurlige historie om en lejemorders flugt til Island i Hallgrimur Hellgasons "Lejemorderens guide til et smukt hjem", eller hvad med de korte, skarpe noveller fra Dorthe Nors' "Kantslag", hvorfra novellen "Hejren" har været bragt i selveste New York Times' Magazine.

Endelig kan du lave en kop café au lait og svælge i amerikanske Annas første bjergtagende forelskelse i den skønne historie fra en kostskole i byernes by, Paris i "Anna og Det franske kys", som tilmed kan lånes direkte fra sofaen på eReolen, bibliotekernes digitale ebogs og lydbogstjeneste. Læs mere om hvordan du kommer i gang med eReolen og find vejledninger her.

Materialer