Grafik med billede af nogle af navnene fra efterårets arrangementer

Efterårets arrangementer på Silkeborg Bibliotekerne

26.08.20
På Silkeborg Bibliotekerne glæder vi os til at byde jer indenfor til et væld af arrangementer i løbet af efteråret.

Vi har strikket et underholdende program sammen, der byder på et væld af forskellige arrangementer for alle aldre. Hvad enten du interesserer dig for skønlitteratur, faglitteratur, kreative sysler, musik, inspiration til sund mad eller børneteater, så har vi et arrangement for dig.

Du kan finde efterårets arrangementer her på siden under ”Arrangementer” i toppen. Når du har klikket dig ind på ”Arrangementer”, kan du søge de tilbud frem, som interesserer dig og booke billetter. 

September

I september præsenterer vi bl.a. tre stærke kvinder, når vi får besøg af:

Anne Hjernøe, der giver inspiration til en sundere og stærkere hverdag med udgangspunkt i sin egen livsstilsændring. Arrangementet sker i samarbejde med Sundhedshuset Silkeborg og LOF Midtjylland. 

Rebekka Bøgelund, der tager ”Et opgør mod nulfejlstyranniet.” Rebekka Bøgelund fortæller om, hvad førende danske erhvervsledere - blandt andet Anders Dam, Rane Willerslev, Peter Bredsdorff-Larsen, James Price og mange andre - har gjort for at fremme en sund præstationskultur, hvor fejl er med til at gøre os klogere.

Lone Hertz, der fortæller om sit liv og karriere; om en rejse der startede, da hun som 10-årig fik en rolle på Det Kongelige Teater.

Resten af efteråret vrimler også med spændende arrangementer: 

Den helt store begivenhed på biblioteket i efteråret bliver ”Læselystfestivalen” fredag den 6. og lørdag den 7. november 2020, hvor vi inviterer skoler, børnefamilier og alle andre interesserede indenfor til to dage med workshops, forfatterbesøg, litteratur, lystlæsning og inspiration.

Vi løfter sløret for vores mange "awesome" forfatterbesøg på festivalen i løbet af september og oktober, så sørg for at følge med på Facebook og her på siden.

Til børnene

Til forældre med helt små børn har vi vores faste babycafeer, der handler om bl.a. motorik og yoga.

For de lidt større børn og resten af familien er der faste makerlørdage – den sidste lørdag i hver måned. Den 29. august handler det bl.a. om tegnerobotter, og hvordan du kan få en LEGO robot til at tegne sjove mønstre.

Hvis du har et barn, der er ordblind, kan du som forældre deltage i forældrecafeen og få gode råd: Hvordan støtter man bedst sit ordblinde barn?


Til de unge

Hvis du er vild med at læse, og du har lyst til at mødes med andre unge og snakke om det, du har læst, så kan du i oktober og november deltage i ”Læseklub for unge.

Og så er der selvfølgelig også masser af fede arrangementer på Læsefestivalen for unge!

For voksne

Jeanette Varberg tager os på en fantastisk rejse gennem en af danmarkshistoriens mest fascinerende perioder - nemlig Vikingetiden. På baggrund af sit imponerende arbejde med bestseller-bogen "Viking - Ran, ild og sværd," kan du komme på en rejse gennem 800 års historie.

Vi gentager successen med vores livestreaminger fra Aarhus Universitet, hvor anerkendte forskere fortæller om emner som rejsen ud i rummet, tang, Grønlands indlandsis og dybhavet.

Retsmediciner Asser Hedegaaard Thomsen kommer på besøg og fortæller om sit specielle arbejde – for hvad går en retsmediciner egentlig rundt og laver på jobbet til hverdag?

Litteratur

Kom og mød Line Jensen til en ærlig samtale om selvironi i hverdagens rod, travlhed og kærlighed. Måske følger du hende på Instagram, hvor hun hver dag lægger en tegning op af et helt almindeligt kaotisk familieliv med tre børn, eller du har læst hendes to humoristiske og hudløst ærlige graphic novels om hverdagens op- og nedture?

Forfatter Bjørn Poulsen kommer på besøg og fortæller om sin romanbiografi ”Opkald fra Mælkevejen,” der handler om en opvækst med et nomadeliv i overklassen med en psykisk syg mor.

Vi gentager selvfølgelig også bibliotekets eget show "Årets bøger", hvor fire af vores egne formidlere anbefaler de bedste af årets bøger. 

Vi byder også på masser af spændende foredrag på Orange Scene på Silkeborg Bibliotek. I september kan du bl.a. opleve Vibeke Møller, der fortæller om sin bog ”Væversken - En bornholmsk skæbne,” og Ingrid Mejer, der fortæller om Karen Blixens forfatterskab. Orange Scene er Silkeborg Bibliotekernes åbne scene med kulturindsprøjtninger til alle. 

Vi glæder os til at se jer til et omfangsrigt og spændende arrangementsefterår! 
 

Arrangementer på Silkeborg Bibliotekerne og COVID-19

Til alle arrangementer følger vi gældende retningslinjer. De kan ændre sig og derfor skal du også orientere dig om forholdene, når du møder op.
Er du syg, har mistanke om smitte eller venter på testsvar, så meld afbud – vi ses en anden gang.
Silkeborg Bibliotekerne overholder de gældende retningslinjer om afstand og hygiejne.
Brug den opstillede håndsprit ved indgangen når du ankommer samt i en evt. pause - og husk at holde afstand.
Føler du dig det mindste sløj henstiller vi til, at du bliver hjemme.
Sammen passer vi på os selv og hinanden.