Danske dokumentarer og kortfilm på Filmstriben

01.04.21
Næsten 400 nyere danske dokumentarer og kortfilm for unge og voksne er nu tilgængelige på Filmstriben.
Gå på opdagelse i danske dokumentarer og kortfilm.

Nu kan du se knap 400 danske dokumentarer og korte fiktionsfilm på Filmstriben. Der er tale om en bred vifte af film, som alle har fået produktionsstøtte af Filminstituttet i løbet af de seneste 12 år, samt enkelte ældre titler. Der vil løbende komme endnu flere danske dokumentarer og kortfilm på Filmstriben. Her er nogle eksempler på de film, du kan se:

Dem vi var (2016): Dokumentar om ægteparret Kristian og Mette Line, der lever et liv som mange andre, kærlighed, karriere, børn og hus. Men en dag falder Kristian pludselig om med en fatal blodprop, som ødelægger 1/3 af hans hjerne. Skaden er uoprettelig og livet, som de kendte det, er for evigt ovre.

Væbnet med ord & vinger (2017): Torben Skjødt Jensens dramadokumentar om digteren Michael Strunges liv og univers. Både et billede af mennesket Michael Strunge og et portræt af hans kunstneriske indsats, som i vid udstrækning er levet videre i nye, unge generationer langt ud over den tid, de blev skabt i.

Et hjem i verden (2015): I over et år har Andreas Koefoed fulgt 5 asylbørns dagligdag på Røde Kors asylskole i Lynge, som hver især kæmper med personlige tragedier og traumatiske historier. Vi følger deres forsøg på at lære et nyt sprog, knytte venskaber og gøre sig klar til at skabe et hjem i Danmark.

Den sidste tid (2016): Ester og Hans er et ældre ægtepar, der elsker livet og hinanden. De har tilbragt næsten hver en vågen time sammen i 50 år. Men selvom deres helbred hastigt forværres - Esther lider af polio og Hans kæmper med eftervirkningerne af en hjerneblødning, må de finde energien til at gøre en sidste indsats. Ester og Hans forbereder sig nemlig på dommedag, som de er overbevist om, er nært forestående.

Hjertelandet (2018): Janus Metz og Sine Plambechs dokumentar om Sommai, der kom til Thy for 25 år siden og giftede sig med Niels. Hun forstår de fattige kvinders svære situation i sit hjemland. Så nu hjælper hun kvinder fra sin landsby i Thailand til ægteskab med danske mænd. Men dette medfører en lang række svære dilemmaer for de implicerede.

Materialer