Bogen bag tv-serien

Én af de mest søgte forfattere på vores hjemmeside for tiden er Caroline Kepnes, forfatteren til Du, der netop nu kan streames som tv-serie på Netflix. Men vidste du...

...at den populære tv-serie "Babylon Berlin", som jeg personligt slugte råt i én stor binge-watching-mundfuld i min juleferie, også har et bogforlæg? I både serie og bog følger vi politikomissær Gereon Rath i Berlin i de sene 1920'ere, en spændende og nervepirrende tid, fordi vi ved, at Anden Verdenskrig allerede lurer i kulissen. 

Faktisk er flere af tidens populære tv-serier baseret på rigtig gode bøger. Selv har jeg både set og læst "Tjenerindens Fortælling", og jeg kan varmt anbefale dig, der også venter i spænding på seriens tredje sæson, at læse bogen, som kun er brugt som forlæg for første sæson.

Samtidig er der forskelle mellem bog og tv-serie, og jeg synes derfor, at de to er med til at kvalificere hinanden; at forstærke ens viden om og interesse for det dystopiske univers, som Margaret Atwood så blændende simpelt skriver frem. 

Én af mine yndlingsklassikere er "Stolthed og Fordom", som BBC har lavet en mini-serie over. Den er i mine øjne den bedste fortolkning af Jane Austens klassiker, der findes. 

God fornøjelse - og varme anbefalinger her fra - uanset om du er mest til bog eller serie!

Materialer