Ungdomsserier fulde af spænding og kærlighed

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.11.22
Jeg hedder Sissel og er 15 år gammel. Jeg er i praktik på Silkeborg Bibliotek. Jeg elsker at læse alle mulige forskellige bøger, men især fantasy og sci-fi. Hvis du lige står og mangler et nyt bogunivers at leve dig ind i, så er disse bøger måske noget for dig.

Skrevet af Sissel D. V. Kristoffersen

Cinder af Marissa Meyer

Cinder er første bog af fire i serien Lunar krøniken. Bogen er på 367 sider. Før jeg læste den, troede jeg at jeg ikke kunne lide sci-fi, men Cinder er slet ikke som andre sci-fi bøger. Den er en moderne genfortælling af Askepot, som foregår langt ude i fremtiden, og handler om cyborgen Cinder, som er den bedste mekaniker i New Beijing. Hun bor hos sin stedmor og stedsøstre, som behandler hende dårligt. Hendes eneste ven er robotten Iko, indtil hun en dag tilfældigt møder kronprinsen. De får selvfølgelig et godt øje til hinanden. En uhelbredelig pest er i omløb, og den eneste, som kender kuren, er den onde dronning af Luna. Cinder må hjælpe kronprinsen, og undervejs finder hun ud af, at hun måske er mere en cyborg på bunden af samfundet. Bogen er ret fed, fordi den både følger handlingsforløbet, som du kender fra Askepot, samtidig med at det er en helt ny historie. Det samme fortsætter i de næste bøger af serien, som er genfortællinger af Rødhætte, Rapunzel og Snehvide. Bøgerne er en sammenhængende fortælling, men i hver bog bliver et nyt eventyr blandet ind, og der kommer nye karakterer ind i universet. Hvis du er til spænding og kærlighed på samme tid, skal du helt klart læse Lunar krøniken.

Det gyldne kompas af Philip Pullman

Det gyldne kompas er første bog i trilogien Det gyldne kompas. Den er på 400 sider, men det mærker du slet ikke, når du læser den. Man bliver så fanget, at man slet ikke kan stoppe igen. Det er en fantastisk fantasy serie som handler om den forældreløse Lyra. Hun er i besiddelse af det gyldne kompas, som kan bruges til at forudse fremtiden, hvis man altså er dygtig nok. Flere børn forsvinder på mystisk vis, og i sin jagt på løsningen ender Lyra langt nordpå hos panserbjørne og flyvende hekse. Universet er fuldt af magi, forklaret som om det var videnskabeligt. Magien er gjort håndgribelig, fx ligesom i Harry Potter, hvor alt kan passe ind i vores egen verden. Bogen er fuld af spænding, glæd dig til at sidde helt ude på kanten af stolen flere gange i løbet af bogen. Lyra er også bare en fantastisk sej hovedperson, som ikke giver op. Hun kæmper videre, også selvom det kan koste hende livet. Lyder det som noget for dig, skal du vide, at Philip Pullman også har skrevet flere bøger, som foregår i samme univers, men ikke hænger sammen med Det gyldne kompas. Så der er nok at dykke ned i, hvis du også bliver helt fanget af denne serie.

Sjælesluger af Gail Carriger

Sjælesluger er første bog af fire i serien Soulless. Det er en fantastisk fantasy bog på 399 sider. Den foregår i 1800-tallets London med alt, hvad der hører til af fine kjoler, etikette og sladder. I denne verden er der dog også både vampyrer og varulve foruden normale mennesker. Og så findes der sjæleslugere. En sjælesluger er en person, der slet ingen sjæl har, og som kan forvandle overnaturlige væsener til almindelige mennesker bare ved en berøring. Hovedpersonen hedder Alexia, og hun er netop en sjælesluger. Samtidig er hun også halv italiener, intelligent og fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om hende. Alt i alt en mega bad-ass heltinde. Hun bliver rodet ind i et net af vampyrer, varulve og en mystisk sammensværgelse, som udfører mærkelige forsøg på overnaturlige væsener, og undervejs bliver hun selvfølgelig også forelsket. Dette univers er en god blanding af balkjoler, overnaturlige væsener og kærlighed. Lyder det som noget for dig, skal du helt klart læse denne serie.

Adorias diamant

Adorias diamant er første bog i trilogien Det Glitrende Hof. Bogen er på 474 sider. Den handler om en ung fattig grevinde, som keder sig i sit liv. Hun skal mod sin vilje giftes med en kedelig fyr, og da hun tilfældigvis hører om Det Glitrende Hof, udgiver hun sig for at være en tjenestepige og stikker af. Det Glitrende Hof er en slags skole, hvor unge piger fra underklassen får undervisning i alt, hvad en overklasse kvinde skal kunne og vide. Derefter kommer de til nybyggerlandet Adoria, hvor de så skal finde sig så rig en mand som muligt. Grevinden har kun planer om at finde sig en rig mand i Adoria, men undervejs får hun to gode veninder og kommer til at forelske sig i en fattig fyr. Det giver selvfølgelig en hel del problemer. Samtidig prøver hun at holde sin sande identitet skjult for alle omkring sig, men det går heller ikke let. Alle tre bøger i serien foregår over samme tidsperiode, men de to andre bøger i serien fortælles ud fra hver af de to veninders synspunkter, og deres grunde til at tage med Det Glitrende Hof til et fremmed land. Universet i denne bog, blandet med et godt plot og så tilført kærlighed giver en eventyrlig bog, som kan minde om The Selection. Dog kæmper pigerne ikke om samme mand, og der er mere handling. Men der er stadig dramaet mellem pigerne, bare uden at det bliver for meget. Leder du efter noget, der minder om The Selection, eller bare synes Adorias diamant lyder spændende, så giv den en chance.

Tags
Materialer