Den bedste ungdomsserie lige nu

21.09.16
I løbet af sommeren har rigtig mange danskere fået øjnene op for den prisvindende norske ungdomsserie 'Skam'. Serien har taget både seere og anmeldere med storm, og vi er også fans!

Første sæson af serien fokuserer på 17-årige Eva, som starter i 1. g på Hartvig Nissens Videregående Skole i Oslo. Eva kæmper med karakterpres, venindekonflikter og forholdet til kæresten Jonas, som måske, måske ikke, er hende utro. Hun bliver veninde med pigerne Noora, Vilde, Chris og Sana, og sammen tackler de alle ungdomslivets sorger, glæder og udfordringer lige fra kærestekvaler, spiseforstyrrelser, mindreværdskomplekser og skænderier til hytteture, fester, venindesammenhold og forelskelser. Emnerne er altså universelle, men serien er samtidig tydeligt forankret i samtiden blandt andet i kraft af dens format. Serien lever nemlig en stor del af sit liv på internettet og de sociale medier, hvor man kan følge karakterernes opslag og interaktioner på Instagram og Facebook, og læse dem over skulderen i deres sms-udvekslinger og gruppe-chats. I ’Skam’ kommer vi helt tæt på karaktererne og deres liv; både når de er klar til fest i smart tøj og knaldrød læbestift, når de er sammen med veninderne i pyjamas og uden make-up og når de har tømmermænd og fedtet hår.

’Skam’ rummer mange af de samme styrker som de seneste års populære young adult-litteratur, der udmærker sig ved både en høj litterær kvalitet og fokus på universelle temaer, som taler til den unge i os alle. Selvom ’Skam’ henvender sig meget direkte til de 16-årige, kan serien altså også med fornøjelse ses af os på 26, 36 eller 46.

Tredje sæson af ’Skam’ finder vej til vores skærme i løbet af efteråret. Hvis du slet ikke kan få nok af ungdomslivet, kan du kaste dig over én af de femten fantastiske romaner, som vi har samlet lige her!

Materialer