Trine: "Kære Corona-dagbog..."

Vi skriver i dag onsdag og dag 6 med hjemmearbejdsplads og børnene hjemme...

Indtil videre giver jeg mine pædagogiske talenter 7 på den gamle skala og må erkende følgende ting:

  • At jeg ikke længere kan tillade mig at sige, at ”jeg er sådan en, der er god til matematik”, når jeg ikke engang kan forstå min datters tredjeklasses matematiklektier. 
  • At jeg virkelig savner at kunne ringe 906 til IT Support, når hverken Aula eller Matematikfessor duer! 
  • At jeg åbenbart har et meget kærligt forhold til Nutella, når jeg kan få et mindre hidsigflip over, at børnene havde åbnet hver deres glas (”Det er FRÅS!!!”).
  • At jeg måske slet ikke er så god til at formidle til børn, som min jobtitel ellers påstår, når jeg ikke engang kan hive mine egne børn med rundt på en cykeltur i skoven uden at dingle en hel pakke Bastogne kiks foran dem. 
  • At jeg faktisk er dårlig til at multitaske, eftersom jeg finder det ret svært at være hjemmeskolelærer, husholderske, pædagog og travlt optaget af et arbejde, der bare hober sig op og kræver mere end to minutters fordybelse på én gang. Måske fordi det meste af min hjernekraft går med at forsøge at behandle forskellige nyhedsartikler fra Italien, bekymre mig om mine kære og os alle sammen, om alle de seje mennesker i sundhedsvæsnet, økonomien og og og… 

Puha! Jeg er bare herhjemme, men jeg har helt tabt pusten. Jeg har allerede brug for en pause. Brug for at komme lidt væk. Jeg har brug for at være ordentligt sammen med mine børn. Uden hjemmeskole, lektier og Aula, som helt ærligt ikke bringer min bedste side frem. Jeg har brug for kvalitetstid. Med mig selv og mine nærmeste. 


Litteratur som en mental skovtur
Normalt lever jeg for litteratur og læsning, gode historier og kultur, men i disse dage lever jeg af det! Det er min benzin og en pause fra hverdagen, hvor jeg og min familie kan besøge en anden verden eller måske blot tænke på noget andet for en tid. Og det trænger vi vist til mere end nogensinde. 
Mange børnefamilier prioriterer i de her dage at komme udenfor. På cykel- eller skovtur. Med eller uden Bastogne kiks. Det samme gør vi, og det føles så godt og næsten helt normalt for en stund. Men akkurat på samme måde føles det for hovedet, når vi som familie prioriterer at fordybe os i en god historie. Som en slags mental skovtur. Vores dejlige bibliotek er jo desværre lukket land i disse dage, men heldigvis har både eReolen og Filmstriben døgnåbent. På børnebibliotekets Facebook og hjemmeside kan du løbende få anbefalinger af både lydbøger, film og bøger til dig og din familie. Men vil din familie med mig på en mental skovtur, så er her mine bedste tips. Håber at I vil med:

  • Lydbøger som en slags lydtæppe: Hjemme hos sejler hele huset allerede af perler, pensler og papir. Jeg kan nemmere glemme rodet og sætte mig ned med mine børn og lege billedkunst, hvis Peter Frödin læser Ole Lund Kirkegaard imens. Min store dreng på 11 år er på eReolen Global begyndt at høre Harry Potter på engelsk læst op af ingen ringere end Stephen Fry. Min indre anglofile nørd besvimer lidt ved lyden af hans flotte engelske accent! Det er lidt pinligt, så sig det ikke til nogen.
     
  • Højtlæsning – hver dag og flere gange om dagen: Man kan faktisk ikke sige for meget godt om højtlæsning. Især ikke i disse tider. Nu har vi tiden til at starte på de lidt længere bøger som f.eks. den eventyrlige ”Billedrengen” eller genopdage de klassiske eventyr af H.C. Andersen. En anden oplagt højtlæsningsidé i disse tider er at genopdage mor og fars elskede historier fra barndommen og skiftes til at læse højt. Mange af os har guld gemt på reolerne. Hjemme hos os har vi fundet fars gamle billedbog ”Bella og Gustav” frem. Børnene er alt for gamle og kan den næsten ordret, men hvor er det hyggeligt!

    Læsebånd – også til mor og far: Når dine børn sidder med deres bog, så prøv at lade arbejdscomputer eller karklud ligge for en stund og læs en bog. Nåede du ikke at hamstre bøger, inden vi blev sendt hjem er der masser af gode bud på morsomme, skarpe, spændende og ikke alt for tunge bøger på eReolen. Jeg er selv helt væk i den engelske krimiserie om Ruth Galloway, hvis hovedperson elsker at være derhjemme med kat, en god bog, bløde bukser og et glas hvidvin, men som konstant som arkæolog bliver hvirvlet ind i den ene politiefterforskning efter den anden. I kan godt høre, at det er lige mig, ikke?! Min mand er ved at tygge sig igennem Fredrik Backmans forfatterskab og er i gang med den mesterlige ”Bjørneby”. Historien om et lille samfund i dyb krise er både humoristisk og dyster. Akkurat som gennembrudsromanen, ”En mand der hedder Ove”. 

    Skovtur i version 2.0: De næste par uger står på en del skovture og bålmad. Mine børn er rimelig tilfredse med bare at bygge huler og klatre i træer, men nogle gange er det sjovt med et lille projekt eller indspark til udetiden. Vi har lånt en bog om bålmad på eReolen, og så er det pludselig okay at have maddag. Derudover bruger vi flittigt hjemmesiden www.skoven-i-skolen.dk, som er min yndlings naturside fyldt med gode tips og tricks og forslag til aktiviteter. 

Hav det godt derude og pas på hinanden! 

Materialer