Mig og mit Corona projekt #7 Mød Ditte

Et bibliotek er ikke bare bøger. Det er kvalitetstid i hverdagen. Nye tanker og ideer. Nedlukningen er forlænget, og derfor vil vi gerne dele nogle af de ting, som de ansatte på Silkeborg Bibliotekerne har fundet på derhjemme for at holde humøret højt og hjernen frisk. Måske du også vil være med? Og måske du den her gang vil være med til at lave ingenting?

Ditte Schjødt er bibliotekar og arbejder især med læring og undervisning af ungdomsuddannelser. Hun er med sin faglighed og personlighed helt uundværlig på biblioteket.

Ditte er nemlig lidt af en problemknuser; hun elsker at dykke ned i en udfordring, pille den fra hinanden med viden og research for derefter at komme med en løsning, der gør livet lettere for kollegaerne på biblioteket.

Spørgsmålet er så, hvordan sådan en som Ditte tackler at være hjemsendt?

Billede af kvinde i lænestol

 

Kunsten at slutte fred – med ingenting

Ditte har gået og funderet lidt over hvad hendes corona-projekt egentlig har været, for hun havde ikke rigtig sat sig noget for. Faktisk har hun brugt temmelig meget tid på ikke så meget. Alligevel har Ditte formået at slutte fred med, at hun endnu ikke har mestret klaverspil, læst en masse bøger, eller har lært et nyt sprog i løbet af nedlukningen. I stedet har familien været helt nede i gear, og hun savner faktisk ikke at køre børn til spejder, fodbold og svømning – det har været ganske ok at gå glip og mærke at det går alligevel.

”Det er ikke fordi jeg slet ikke har lavet noget”

Et blik tilbage i mobilens billeder viser hende, at hun faktisk alligevel har haft gang i mange små-projekter det sidste års tid. Det er ikke gået lige godt det hele, men det er ok, for det har nu været ganske hyggeligt undervejs.

Der har været haveprojekter, hegn er sat op, låge monteret, og Ditte har bygget en trappe. Trappen er lidt skæv, og hun klattede en smule med mørtlen, men det er ok, for den virker efter hensigten, og hun har bygget den selv.

Der er kommet farver på væggene indenfor, og selvom Ditte i 2010 tænkte, at med bærbare computere blev kontoret helt overflødigt, så kan hun nu konstatere, at hun endnu engang har et skrivebord med skærm, tastatur og hele molevitten stående i sit hjem. Og selvom Morten Albæk siger, at vi bare er ét menneske, så er det nu ok, at arbejdet er i det ene rum og fritiden i de andre.

Billede af overskåret surdejsbørd

 

Ditte har som mange andre også været omkring surdejen; men den døde. Så fik hun en ny af en veninde; men den døde… Så nu har Ditte opgivet at holde liv i den, og det er ok, for brødet smager faktisk også fint, når det er bagt med gær, og så skal hun ikke planlægge bagningen så langt ude i fremtiden.

to børn set bagfra står og kigger ud over havet

To børn set bagfra på vej gennem en skov

 

Ditte har også fået lokket ungerne med på ture, men ikke sådan regelmæssigt og ikke altid så langt. Men det er ok, for de har set årstiderne skifte og været både i skov og på strand.

Noget af det, Ditte har haft sværest ved at undvære er højtidernes traditioner, men det er heldigvis lykkedes at finde måder at løse det lidt alternativt på, så påskefrokosten blev virtuel, fastelavnsfesten flyttede i haven, Skt. Hansbålet blev mikroskopisk og de varme hveder blev bagt færdig midt i et Team-møde.

dreng står ved et lille bål

 

Glimmer på

Ditte kan altså konstatere, at der ikke har været det helt store Corona-projekt, men hun slutter fred med, at der har været små øjeblikke hist og pist. Så, glimmer på dem, som Hella Joof siger.

Vil du inspireres i din Coronaboble til at komme ned i gear, gå glip og blot nyde dine hverdagsøjeblikke, så kan Ditte anbefale følgende bøger.