Livssamtaler

Livssamtaler

Hvornår har du sidst talt, sådan rigtig talt, med de personer, der betyder allermest for dig? Tag din bedste veninde, far, mormor eller en anden under armen og kom på Silkeborg Bibliotek og del jeres historier i en Livssamtale.

Livssamtaler er et nyt tilbud på Silkeborg Bibliotek, som er inspireret af StoryCorps og går ud på at sætte rammen for og optage menneskers samtaler om hverdagens højde- og lavpunkter. Samtalerne kan handle om medgang og modgang, og alt dét der tydeliggør betydningen af nære menneskelige bånd. Vi ønsker at gøre det muligt for alle at få fortalt deres historie, spurgt ind til en historie eller udtrykt noget betydningsfuldt til én, der står dem nær. Gennem nærvær, samtale og grundlæggende interesse for vores medmennesker kan vi styrke vores forbundethed og hente livsmod.

Samtalerne er relevante for dig, der har levet og mistet, kæmpet og slidt eller dig der har en ægte ven, en fantastisk far eller et taknemmeligt barnebarn. Kort sagt er livssamtalerne for alle, der har lyst til en god samtale med én de har kær for at blive klogere på sig selv og hinanden.

Hvordan gør jeg, hvis jeg vil deltage i en livssamtale? 

  • lav en aftale med dén person, du gerne vil tale med
  • book sammen en tid v. Ulla Fink eller Liselotte Horneman Kragh i Silkeborg Biblioteks Mediebox (lydstudie), hvor de vil sørge for en facilitator, der hjælper med til at samtalerne kan udfolde sig.

 Lydoptagelserne er naturligvis fortrolige og bliver ikke videredistribueret. 

Næste ledige tider er: 

  • Datoer meldes ud snarest.

Spørgsmål: Kontakt Ulla Fink eller Liselotte Horneman Kragh