
Find din nye serie på Filmstriben
Listen spænder fra engelske kostumedramaer til fransk krimithriller. Find din nye binge-værdige serie lige her.
Hornblower - engelsk dramaserie fra 1998
Den engelske serie vandt en Emmy for bedste miniserie i 1999. Man følger den unge Horatio Hornblower, der i januar 1793 - akkurat som den Franske revolution skal til at ændre europæisk historie - slutter sig til den britiske flåde. Man følger ham fra ydmygelserne som ny kadet til han ender som nationens største søhelt. Serien holder stadig og byder på masser af spænding, drabelige slag, historiske beskrivelser og en smule romantik.
Kode for mord - engelsk krimidrama fra 2012
Tv-serien 'Kode for mord' består af 3 afsnit. Under anden verdenskrig arbejdede de fire unge kvinder, Susan, Lucy, Millie og Jean på Bletchley Park med at bryde fjendens koder. Kvinderne fik aldrig den samme anerkendelse for deres arbejde som deres mandlige kolleger. I 1952 lever de alle almindelige liv og holder fortiden hemmelig. Men da der sker en række kvindemord, får de imidlertid brug for deres analytiske evner. Og brug for at stå sammen. Serien er klassisk who-dune-it krimi til alle, der kan lide kriminalgåder og nyder jagten med at vikle spor, forviklinger og tråde ud.
Natportieren - engelsk suspense instrueret af Susanne Bier
Fangede du ikke serien, da den blev vist i fjernsynet? Så har du chancen nu! Ekssoldaten Tom Pine er natportier, men bliver agent for at infiltrere den internationale våbenhandels mest spegede cirkler. Han indynder sig hos rigmanden og våbenhandleren Richard Roper. Pine bliver en betroet medarbejder og finder umenneskelige uhyrligheder i profittens tjeneste.

Forsvundet - krimidrama fra 2014 om forældres værste mareridt
Under en ferie i Frankrig gennemlever Tony og Emily Hughes enhver forælders værste mareridt. Parrets lille søn, Oliver, forsvinder, og trods en ihærdig eftersøgning lykkes det ikke politiet at finde ham. Otte år senere er der stadig intet spor efter drengen. Hændelsen har ødelagt Tony og Emilys ægteskab, men Tony har ikke opgivet at finde Oliver. Stædigt fortsætter han eftersøgningen på egen hånd. Og et nyt spor giver ham fornyet håb.