Tegneserier for store og små

12.02.19
Tegneserier er (igen) rigtig meget for børn. Her får du et par anbefalinger til at præsentere de små og store børn for den fantastiske genre, uanset om I er til fantasi og action eller hverdagsrealisme i børnehøjde!

Tegneserier har i nogle år været et finlitterært kunstmedie for voksne kendere og connaisseurs, men tegneserier ER faktisk også rigtig meget for børn. Der er både nye og gamle tegneserier på hylderne og de findes til børn i alle aldre. Dem, der er fundet frem her, kan læses af børn i alderen 6-14 år og deres (måske?) tegneserieinteresserede voksne.

For de helt små, er der serien om ”Lille Kvast”, som er en hyggelig og sjov tegneserie helt uden ord, så de små selv kan billede-læse den.

En af de nye klassikere i tegneseriegenren for den 10-årige dreng, er historierne om de to venner Mogens og Mahdi, der oplever hverdagen sammen med alt, hvad der hører et godt drengeliv til. Til pigerne har vi den søde lille franske serie om pigen Lou, som giver et godt bud på at fortælle om pigelivet i storbyen. For de lidt større teenagepiger er der den danske "Pssst!" af Annette Herzog, som meget fint forsøger at vise teenage pigesindet indefra.

For de lidt større er der også den danske tegner Rune Rybergs bog ”Gigant”, som for nogle år tilbage vandt den danske PING-pris for bedste tegneserie for børn og unge. Det er en skøn, sjov og farverig coming-of-age tegneserie med den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, ottebenede hund og pige-ædende monstre.

Rigtig god læselyst! 

Materialer