en pige holder tre bøger foran sig

Kærlighedsromaner til unge, du bare skal læse!

Jeg hedder Freja, og er 15 år gammel. Jeg er i praktik på Silkeborg Bibliotek. Jeg elsker selv at læse og gør det ofte i min fritid, jeg læser mest kærlighedsromaner for de unge. Hvis det lige er noget for dig, så har jeg nogle gode anbefalinger her til dig :) Skrevet af Freja Hammerfelt Skjødt

The Selection – Udvælgelsen af Kiera Cass

The Selection er en serie på 5 bøger, hvor udvælgelsen er den første. Bogen er på 431 sider. I bogen følger man America Singer, som er en af de 35 udvalgte piger til pladsen som Illeas nye kronprinsesse. Americas familie tilhører underklassen og de lever tit i sult. Derfor valgte America at tilmelde sig til udvælgelsen, da man også vinder en stor kasse penge, hvis man ender med at blive valgt. Hun havde bare aldrig regnet med at hun blev valgt. America har en hemmelig kæreste, Aspen, og det går ret godt for dem, så da hun vælger at deltage, skaber det nogle problemer i deres forhold. For America er det et mareridt at være med i udvælgelsen, hun kan ikke lide kameraerne, kjolerne og alt den sladder, men det hele ændrer sig da hun lærer kronprinsen at kende.  

The Selection er virkelig en af mine yndlingsbogserier, jeg mangler dog at læse den sidste, men så har jeg den at se frem til. Bogen har nogle lidt anderledes emner, hvilket gør den meget mere interessant. Jeg elsker personligt det med klasserne i samfundet og det trekantsdrama der er mellem America, Aspen og kronprinsen. Hvis man godt kan lide de mere feminine ting som kjoler, makeup og kærlighed er den her serie perfekt. Bogen er mere til den søde kærlighedshistorieelsker.

Der har været rygter om en filmatisering af serien, vist til efteråret næste år, hvilket lyder sygt fedt, at man kan se de ting man har forestillet sig i hovedet på en skærm.

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover

Forbandede kærlighed er en af Colleens mange fantastiske bøger. Bogen er på 372 sider, den perfekte størrelse hvis du spørger mig. Bogen handler om Tate Collins som møder piloten Miles Archer. Gennem bogen hører man fra Tate i nutid og Miles i datid, hans fortid. Deres første møde er alt andet end romanistik, men de er begge tiltrukket at hinanden. Miles gør det klart fra starten at han ikke vil have et forhold, kun et forhold baseret på sex. I løbet af bogen følger man deres forhold og hvordan deres regler ændres.

Man hører om Miles vilde fortid, der gør det svært for ham at åbne op og elske andre igen, og hvordan hans fortid heler op på ham.

Colleen Hoover er min yndlingsforfatter, hun skriver bare så gode bøger der rammer hver gang. Hun beskriver følelserne rigtig godt og det er svært at lægge bogen fra sig. Hendes bøger er næsten altid meget rørende og ender ofte i tårer, hvilket Forbandede kærlighed gjorde ved mig.

Tilstå af Colleen Hoover

Tilstå er igen en af Colleen mesterværker. Bogen er på 352 sider. Bogen handler om Auburn Reed, som er en pige med livet planlagt, og store ambitioner. Pengene har været lidt små på det seneste, men da hun en dag går hjem fra sit frisørarbejde og ser et skilt med teksten ”Hjælp søges hurtig” er det næsten et tegn. Hun går ind, og inde står Owen Gentry. En kunstner som har brug for hjælp til sin udstilling i aften. Auburn vælger at tage en chance og bare springe ud i det, hvilket har sine konsekvenser, da de begge går rundt med mange og store hemmeligheder.

Bogen kommer virkelig med nogle plot twist som gør den svær at lægge fra sig og jeg læste næsten hele bogen på en dag. Jeg må sige at det er min yndlingsbog lige pt. Bogen handler meget om kunst, så hvis det er noget man kan lide, ville denne bog være perfekt. Man skifter perspektiv hvert kapitel i bogen, så den er aldrig kedelig.

Tilstå er blevet lavet til en serie, som hedder Confess og er på HBO, jeg har ikke fået set den endnu, men tænker jeg skal.

På kant med livet af Jennifer Niven

På kant med livet handler om den 17- årige Libby som prøver at bekæmpe sin fortid som USA´s tykkeste teenager. Hun har tabt sig og er klar til at komme ud i verden igen, men hun føler stadig folk kigger på hende som om hun er mærkelig. Derfor er Libby startet hos skolepsykolog, i gruppen møder hun Jack. Jack er en cool og sjov fyr, men han kan ikke genkende ansigter, ikke engang sin familie. Selvom alle kender ham, kender han ingen, ikke før han møder Libby. Igennem bogen bliver de tættere og åbner op for hinanden, selv om de er to vidt forskellige mennesker.

Bogen kommer ind på nogle mere seriøse emner, og noget ikke mange bøger kommer ind på. Men den er stadig meget sød og med meget humor i. Man kan kalde den en lidt mildere version af ”Som stjerne på himlen” som også er en rigtig god bog.

Jeg får meget af min inspiration fra BookTok, hastagget inde på appen TikTok, der er en masse gode bøger og anbefalinger, men jeg håber mine anbefalinger var til nytte og du fik lidt inspiration til din næste bog :)

Skærmbilled af appen TikTik under hastaget BookTok
Materialer