Højtlæsning for de mindste

14.03.20
Små børn elsker bøger. Og du kan faktisk ikke begynde med højtlæsningen for tidligt! Selvom barnet ikke forstår ordene eller handlingen, er det stadig meget stimulerende for dem at se på billeder og farver og høre lyden af mors eller fars stemme.

Små børn elsker bøger. Og du kan faktisk ikke begynde med højtlæsningen for tidligt! Selvom barnet ikke forstår ordene eller handlingen, er det stadig meget stimulerende for dem at se på billeder og farver og høre lyden af mors eller fars stemme. Og når man læser en bog sammen, træner man barnet i at følge én med deres opmærksomhed. Det er rigtig godt, og det er noget de bruger resten af deres liv.

Til de allermindste er det rigtig godt med føle- pege- og tygge-bøger. Det er bøger der er lavet til at barnet kan få en sanselig oplevelse med bogen. Når de bliver lidt ældre kan I finde bøger med lidt tyndere sider og en historie i. Gerne noget i Totte & Lotte-genren, som handler om de typiske emner i et lille barns liv. Sut, godnat, familie, blive ked af det, slå sig, lege sammen, få venner, maskiner, dyr, vuggestue, børnehave, søskende, tøjdyr og så videre.

Og husk, at det ikke en dårlig ting, når børn gerne vil læse den samme historie flere gange. Børn læser nemlig på en helt anden måde end voksne. Hvor voksne gerne vil forstå en helhed og se billeder og tekst samlet og i rækkefølge, ser børn enkelte dele af historien måske en særlig detalje i et billede eller lignende, og på den måde samler de små perler på en snor. Af samme grund sker der sommetider det, at de bladrer frem eller tilbage i bogen. Som voksen vil man gerne læse bogen fra start til slut, men barnet forstår og har oplevelser med små bidder af historier eller billeder i stedet. Så selvom det kan være rigtig irriterende for den voksne, når barnet vil bladre for hurtigt frem til et bestemt sted, eller hele tiden bladrer tilbage til et andet sted, så handler det om, at der er noget bestemt der, som optager dem. Så se i stedet på, hvad det er for en del af historien, som optager barnet, og fortæl det igen og igen.

Vi har fundet nogle gode højtlæsningsbøger til de mindste frem i ebogsform på eReolen.

 

Materialer