Gode serier til tween- og teenpiger

15.07.20
Serier er skønne, fordi de varer liiidt længere! <3

Nogle gange kan det godt føles som om, der er ret langt mellem de gode bøger. Så vi har fundet nogle serier frem, som vi lover, er gode.
Så er det bare med at finde den serie, der er helt rigtig for dig.

Her kan du se, hvad de første bøger i nogle af serierne handler om:
 

Aldrig mere venner, (Selma-serien) for de 9-11-årige
Det her er en fin ny serie om venskaber, hverdag og skole, og hvad der sker, når der sker nye rollefordelinger i grupperingerne i skolen. Selma oplever nemlig, hvordan hun pludselig bliver holdt udenfor at sin tidligere bedste veninde, Maja. Det er hårdt at føle sig helt alene. Selma har aldrig rigtigt talt med Anna og Katja. De er søde, men også lidt underlige


Tilde for de 9-11-årige
Der er markedsdag på skolen, men 13-årige Tilde og veninderne kan ikke blive enige om hvad de skal sælge. Samtidig er der Isak som Tilde godt kan lide - kan han lide hende?


Elverdans for de 9-11-årige
Her er vi i den lette ende af fantasy-genren. Bøgerne handler om de 13-årige elvertvillinger Maise og Ravna, som må skjule deres sande identitet. Men det er ikke let i en menneskeverden. Og forelskelse er strengt forbudt…

Mærkelige Mynthe-serien for de 9-11-årige
Her bliver vi i den lette ende af fantasy-skalaen. Bøgerne handler om pigen Mynthe, som da hun fylder 13 år, opdager hun, at hun kan læse folks tanker og forudsige fremtiden. En evne hendes farmor også har, men det er ikke altid rart at kunne det…


Vildheks for de 9-11 årige
Den her er helt klassisk fantasy. Clara mener selv, hun er en ganske almindelig pige. Men fra det øjeblik hun møder den sorte kat, er det sket med at være almindelig. Og hvis hun ikke passer på, er det også snart sket med at være i live!
 

Mission feriekys for de 11-13 årige
Her møder vi Siri, som har givet sig selv en tophemmelig mission: MISSION FERIEKYS. Det betyder farvel til nørde−Siri og goddag til lækre−Siri.


En lille hvid løgn, en kæmpe katastrofe for de 11-13-årige
Det her er en ret sjov og skøn serie om 14-årige Sille, som flytter fra København til Kolding, hvor hun starter i en ny skole og skal prøve at få nye venner. Men hun får lavet problemer for sig selv, da hun kommer til at fortælle en lille, hvid løgn. For løgne har det med at blive afsløret


Nørd for de 11-13-årige
Marie får en opgave af sin lærer: hun skal skabe et viralt hit. Men Marie synes ikke, hun er andet end fuldstændig almindelig. Så hvad nu? Serien handler om venner, kærlighed og sociale medier. Og den er bare god!
 

God læselyst!

Materialer