Fem sikre højtlæsningshits til feriekufferten

Om det bliver have, hængekøje, camping eller charter, så skal der pakkes en højtlæsningsbog i kufferten. I ferien skal man trække stikket, sætte tempoet ned og rykke sammen om en god historie. Nogle af mine bedste ferieminder med egne børn er, når vi har ligget i soveposer i teltet i regnvejr eller med solbrune kinder og maverne fulde af is og pommes friter på et hotel sydpå og læst en historie højt sammen.

Her er fem bud på højtlæsningsbøger til ferien.

Heksene af Roald Dahl: En elsket børnebogsklassiker, som skræmte begge mine børn fra vid og sans. Til deres store fornøjelse! Bogen handler om hekse. Rigtige hekse. Og de flyver ikke rundt på kosteskaft. Nej, de går rundt iblandt os og ligner søde gamle damer, der ikke kunne gøre en sjæl fortræd. Men de er onde, og de afskyr børn. Så meget at de planlægger at slå alle Englands børn ihjel på en gang. Vores hovedperson gør alt, hvad han kan for at stoppe dem, og selvom bogen har nogle år på bagen, er det SÅ spændende. For større børn fra 8 år og op!

Nelson i Rom af Line Leonhardt: I den lidt lettere ende er historien om en familie, der takket være deres lidt for opfindsomme knægt har været utroligt mange strabadser igennem. I denne bog følger man dem på en ferie i Rom, hvor alt går galt. De voksne vil helst kigge på ruiner og gamle sten, men Nelson og lillebror vil hellere jagte æg med deres nye app på mobiltelefonen. En bog der kan få både voksne og børn fra cirka 6 år til at grine højt. Og som en ekstra bonus findes den også på eReolen.

Vaffelhjerte af Maria Parr: Her er noget til både hjerne og hjerte, og jeg tænkte på Astrid Lindgren flere gange, da jeg læste Vaffelhjerte. Det er en underfundig fortælling om venskabet mellem nabobørnene Theo og Lena i byen Knald-Mathilde.  Theo vil gerne, at de skal være bedste venner, men Lena mener, at de bare skal være gode venner, fordi hun måske skal flytte en dag. Bogen beskriver børnenes vilde og skøre påfund sammen, men det er især i beskrivelsen af børnenes venskab, at den ramte mig.  Fra 7 år og op.

Beskidte Bertil af Alan McDonald: Mange børn skal lige vænne sig til de lidt længere kapitelhistorier, og der er Beskidte Bertil et godt bekendtskab. Her er narrestreger, bussemænd og fart over feltet. Hver bog indeholder tre historier delt op i kapitler, så man kan dosere højtlæsningen i passende portioner. Spørger du mine børn, foretrækker de Beskidte Bertil over Villads Fra Valby. Han er nemlig lige lidt frækkere. Fra 5 år.

Billedrengen af M. G. Leonard: En eventyrlig detektivhistorie, der strengt taget ikke er skrevet til højtlæsning, men som med de overskuelige kapitler og den medrivende historie er god til de lidt større børn fra 10 år, som allerede har fået læst Harry Potter højt. Darkus’ far er forsvundet fra sit laboratorium, hvor han forsker i biller. Darkus ender med at få hjælp af både venner og en superintelligent bille i eftersøgningen af sin far og kampen mod den sejeste, kvindelige superskurk siden Cruella de Ville.

God sommerferie derude med gode historier og hyggestunder.

Har tidligere været bragt som klumme under B-siden i Midtjyllands Avis, torsdag den 28. juni.