Få ægget i flasken

31.03.21
Kan du få et æg ned i en flaske uden det går i stykker? Det her er et sjovt lille eksperiment, som du f.eks. kan bruge til at vinde et påskeæg fra dine forældre. Sig til dem, at de skylder dig et påskeæg, hvis du kan få et æg ned i flasken uden at det går i stykker. :-)

Det skal du bruge

Et hårdkogt æg, som er pillet

En plastikflaske eller glasflaske med stor åbning (ægget skal kunne stå ovenpå åbningen)

Varmt eller kogende vand

Æg i flaske

Sådan gør du

Tjek først at åbningen på flasken er så stor, at ægget kan stå i mundingen uden at glide ned i flasken.

Fjern ægget og hæld noget varmt eller kogende vand i flasken og lad det stå i nogle sekunder. Pas på ikke at brænde dig på vandet.

Hæld vandet ud af flasken og sæt ægget på toppen af flasken. Hold øje med hvad der sker? Ægget skulle gerne begynde at arbejde sig ned i flasken - det kan godt tage lidt tid, især hvis flaskens munding er snæver i forhold til ægget.

Æg ud af flasken

Sådan virker det

Luften i flasken bliver opvarmet af det varme vand. Varmen får luftmolekylerne til at bevæge sig hurtigere, og der bliver en større afstand mellem dem.

Når vandet hældes fra bliver luftmolekylerne kølet ned igen, og de vil komme tættere på hinanden. Det betyder, at luften i flasken pludselig vil fylde mindre. Der opstår et undertryk i flasken. Normalt ville luften uden for flasken fylde flasken op med friske luftmolekyler for at komme af med undertrykket. Men ægget er jo i vejen, og det betyder, at luftmolekylerne presser ægget ned i flasken på deres vej ind gennem mundingen.

Hvis du har lyst til at lave mere, kan du erstatte ægget med en ballon, der er fyldt med vand og har en størrelse svarende til en tennisbold.

God fornøjelse, og held og lykke med at få ægget ud.