Det særlige ved fantasy - fra Homer til Harry Potter
Jeg har altid været en fantasynørd. Også da jeg læste litteraturhistorie på universitetet, tilbad de franske surrealister og bedst kunne lide bøger, der var udgivet i max 10 eksemplarer og helst i forrige århundrede. Det kunne ikke blive absurd, smalt eller sort nok. Men ved siden af alt det læste jeg altid fantasy. Nogle gange i smug. Jeg kan fx stadig huske den gang, jeg sad i et tog med en Harry Potter bog, og min professor fra studiet trådte ind. Jeg kylede bogen fra mig, gemte mig bag ”American Psycho” og krydsede fingre for, at hun ikke havde set noget. Det var lidt skamfuldt at blive fanget med en fantasybog. Og så en børnebog oven i købet!
Den fantastiske læsehest
Men hver dag i børnebiblioteket møder jeg børn, der har det som mig. De elsker fantasy og læser helst ikke andet. De er som regel ekstremt dygtige til at læse og ekstremt glade for at læse. På det sidste er jeg begyndt at tænke, at der er noget, som fantasy kan, som andre genrer ikke kan lige så godt. Tit opfordrer jeg forældre til at præsentere deres børn for fantasy allerede i letlæsnings-alderen – hvis der blot er den mindste interesse hos børnene. For rammer det dem på den rigtige måde, flyver de fleste børn pludseligt afsted gennem siderne og oplever et løft i både læsefærdigheder og læseglæde.
Hvad er det, fantasy kan?
Er det fantasiens vinger, der er ekstra meget til stede i de her universer befolket af drager og tryllestave? Rammer historier med overnaturlige elementer os ekstra stærkt – såfremt vi er modtagelige for den slags? Jeg tror det. Mytologiske eller fantastiske fortællinger er ikke forsimplede men forstærkede beskrivelser af livet. Tænk blot på magien i nogle af de største og mest kendte fortællinger i vores kultur som Homers ”Iliaden” og Dantes ”Guddommelige Komedie”. Eller på de talende slanger i Bibelen.
Et andet træk ved fantasy er, at vores helt ofte er helt på trods af alle ods. Fantasyhelten er som regel fattig, svag, meget ofte en pige, og en typisk ’underdog’. Samtidig er der som regel meget få voksne til stede, og børnene ender med at skulle klare ærterne selv og redde verden fra alskens ondskab. Jeg tror, at det tiltaler børn – og barnlige sjæle – på et helt basalt plan. Vi har vel alle brug for at tro på, at netop vi er helt særlige og indtager en særlig plads i universet. Også selvom andre ikke har opdaget det endnu.
En del af mainstreamkulturen
I dag er fantasy blevet mere mainstream. Og forældre mere forstående overfor, at man både kan være vild med fantasy og stadig passe sin fodbold og personlige hygiejne. At man ikke nødvendigvis forvandler sig til et kældermenneske, når man en gang har bevæget sig ind i fantasyuniverset. Harry Potter bøgerne, filmatiseringen af Ringenes Herre og ikke mindst TV-serien Game of Thrones har en stor del af æren for det. Har du lyst til at dyrke din kærlighed til orker og tryllestave i fællesskab med andre, så har vi måske et arrangement for dig. Vi har akkurat haft en ungdoms-bogcafé om fantasy og science fiction. Og torsdag den 27. april, har vi et superspændende foredrag om netop kæmpesuccesen Game of Thrones. Måske vi ses?
Indtil da vil jeg nyde, at jeg har en af de der fantastiske læseheste derhjemme. Nemlig min dreng, Niels, som sluger cirka en bog om dagen. For det er næsten det bedste ved at være en (voksen) læsehest. At sidde sammen og læse.
Klummen har tidligere været bragt i MIdtjyllands Avis torsdag den 16. februar under titlen "Det særlige ved fantasy - fra Homer til Harry Potter". Du kan finde flere klummer på B-sidens hjemmeside lige her.