De bedste drengebøger til de 9-13 årige

En fodboldgyser, bøger om dommedag der er så sjove, at de får dig til at grine højt midt i læsebånd og en af de bedste børnebøger fra 2016! Det er noget for enhver smag, når vi i disse dage sætter ekstra fokus på de gode bøger til drengene. Spark læselysten i gang hos de 9-13-årige med den helt rigtige bog.

Blandt vores nye yndlingsbøger, finder I blandt andet noget så sjældent som en fodboldgyser. Nemlig ”FC Genfærd” om fodboldtossen Mathias, der en dag låner et par gamle, slidte fodboldstøvler fra glemmekassen. Støvlerne gør Mathias til en guddommelig fodboldspiller, men der følger en ny personlighed med. Støvlerne er nemlig besatte... En uhyggelig og spændede historie om et glemt mord, venskaber der bliver sat på prøve og om at holde fast i sig selv. Den perfekte bog til de fodboldgale!

I serien ”Katastrofedagbog” står dommedag igen for døren. I ”Zombier” er det en zombie-apokalypse, der truer. Og igen må drengene Sam og Emmie bevæbnet med søm, vandpistoler og elastikker forsvare deres hjemby. Det er sjovt, letlæst og skrevet af intet mindre end R. McGeddon. Fanger I den?!

En af årets bedste børnebøger i 2016 var uden tvivl ”Billedrengen”. Den er til de lidt dygtigere læsere og er en actionfyldt, overraskende børnekrimi om blandt andet biller med superkræfter. Bogen handler om drengen Darkus, hvis far en dag sporløst forsvinder fra sit laboratorium. Darkus vil finde sin far, og sammen med vennerne Bertolt og Virginia og en gruppe insekter tager de kampen op med den gale videnskabskvinde Lucretia Cutter og hendes halvdumme bøller. Forbered jer på Bille-feber. Det er en fantastisk bog.

Se flere fantastiske bøger nedenunder. De er kun et klik væk!

Materialer