De bedste boggaver til konfirmanden

Det er den tid på året, hvor vi fejrer en masse unge menneskers indtræden i de voksnes rækker. Eller det gjorde man engang, hvor det slet ikke var usædvanligt at få en pibe, et sæt middagstallerkener eller måske endda et gebis i konfirmationsgave. Det var gaver, man kunne bruge til noget i sit nye voksenliv, der snart efter konfirmationen bød på fuldtidsarbejde og at flytte hjemmefra. Nu om stunder ender de fleste med at aflevere en flad konvolut med penge. Måske fordi de fleste af dem egentlig ikke mangler noget? Har du lyst til at tilføre lidt dybde og kvalitet til gavebordet, så gør som jeg og giv en bog.

Her er fem forskellige bud på bøger til konfirmanden. Der er både tale om livsstilsbøger, fantasy, kærlighed og spænding. Alle ville pynte på et teenageværelse og indeholder indsigter og tanker, som alle ville kunne bruge på tærsklen til resten af livet.

”Knivens stemme” af Patrick Ness: Det er et billigt trick, men det er altid godt at give et biografgavekort til filmatiseringen af bogen sammen med bogen - og denne bog er på vej til det store lærred med Mads Mikkelsen i rollen som skurk. Bogen starter i byen Prentisstown, hvor alle kan høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj. En dag opdager drengen Todd et område med total stilhed. Og han opdager, at byen og indbyggerne gemmer på en hemmelighed så frygtelig, at han må flygte, hvis han vil overleve.

”Jenteloven”: Hvorfor er piger oftere psykisk syge end drenge? Hvorfor synes mere end halvdelen af pigerne på ungdomsuddannelserne, at de er for tykke? Det har Ulrikke Falch (kendt fra TV hitserien ”Skam”) og Sofie Frøysaa sat sig for at undersøge i denne kickass feministiske survival guide. Bogen er barsk, grum og grænseoverskridende intim men også rigtig sjov og letlæst.

”Kongerækken” af Anders Olling og Hans Erik Havsteen: Forfatterne står bag den populære podcastserie af samme navn, som er blevet downloadet mere end 1.000.000 gange. Her får man de danske kongers bedrifter og ulykker serveret på en spændende og sjov måde. Det er historieformidling, når det er allerbedst.

”Shitstorm” af Kristoffer Jacob Andersen: er en uhyggelig og desværre også realistisk bog om løgn og manipulation på sociale medier, og om drengen Jonas, der træffer en række uheldige beslutninger, der involverer ham i noget, der er langt større end han forestillede sig. Alle vi voksne vil rigtig gerne snakke med de unge mennesker om det her med de sociale medier og hvor farligt, det kan være. Men måske de vil foretrække at læse om det? Bogen er spændende fra side 1, og gør samtidig læseren klogere på en verden, der fylder mere og mere i de unges liv.

”On the Come Up” af Angie Thomas: er en varm men vred bog om at blive voksen og om at kæmpe for sine drømme. Bogen handler om Bri, der vokser op i et barsk gademiljø præget af vold, bander og narko. Hun drømmer om et gennembrud som rapper, men det er hårdt at ryste sig fri af sit miljø, folks fordomme og at vende ryggen til sin arbejdsløse mor.

 

Teksten har været udgivet som en klumme under B-Siden i MIdtjyllands Avis, torsdag den 25. april. 

 

Materialer