De bedste bøger om venskab

”I vores børnehave skal vi til at arbejde med venskab og mobning. Har du ikke nogle gode bøger, vi kan læse?” spurgte en pædagog en dag, hun var på besøg på biblioteket. Og jo, mon ikke!

Der er skrevet masse af gode billedbøger om det der med venskaber, om at blive uvenner, tale grimt til hinanden, blive holdt udenfor, fnidder i pigegruppen, og blive gode venner igen. Se engang nogle af vores anbefalinger nedenunder. Mange af bøgerne er en del af en serie, der som regel handler om følelser eller oplevelser, der kan være gode at få talt lidt om. Og rigtig mange af dem med humor.

Et eksempel på det sidste er den hylesjove ”Den dag Leopold blev ond” om grisen Leopold, der en dag er i et frygteligt olmt humør og ender med at kalde nabogrisen Fru Svendsen for en ”fed so” og alt muligt andet. Denne lille perle kan alt det, en god billedbog skal kunne. Den underholder, overrasker, taler til både store og små (og voksne), og man bliver både klogere og mere empatisk efter endt læsning. Ikke tosset, vel?

Har man mod på en lidt længere historie med en lidt alvorligere tone, er Line Kyed Knudsens to bøger om venskaber, ”Alexander bliver vred” og ”Viola og veninderne” helt fantastiske til at åbne for en rigtig god snak om venskaber. Bagerst i begge bøger finder man forslag til gode spørgsmål, som man kan bruge til at få startet på snakken i fx børnehavegruppen.

Til allersidst bliver vi også nødt til at fremhæve bogen, ”Opfør dig ordentligt og vær en god ven” af Sabine Lemire. Bogen er blevet kaldt ”Emma Gad for børn” og burde være obligatorisk læsning for både forældre og børn. Her står både noget om bordskik og om at være besøg hos andre mennesker og i legegrupper. Alt sammen krydret med humor og forunderlige fakta. Læs den og bliv selv klogere.

(Ovenstående illustration er af Rasmus Bregnhøi og taget fra bogen "Opfør dig ordentligt og vær en god ven" af Sabine Lemire)

Materialer