For nogle år siden udkom bogen ”Kapitalen i det 21. århundrede” af Thomas Piketty. Den stiller spørgsmålstegn ved, om ulighed er en trussel mod stabilitet i vores moderne samfund. Den er blevet kaldt årtiets vigtigste og mest omtalte bog om økonomi. Og nej, der kommer ikke en anmeldelse af den her, for jeg har ikke læst den. Men jeg arbejder på biblioteket og interesserer mig for spændende udgivelser, så derfor kender jeg den, og jeg har lige lånt den ud i dag.
Titlen fik mig til at tænke på, at det dér med kapital jo er meget andet end økonomi. Jeg interesserer mig personligt mest for den videnskapital vi hver især har, på baggrund af vores interesser. Det kan være ganske berigende, at høre nogen fortælle begejstret om noget de virkelig ved noget om. Især hvis de også kan finde ud af at stoppe igen.