Op på læsehesten igen, mor - klumme fra B-siden

Når jeg til daglig kigger ud over børnebiblioteket, er det mødre jeg ser. Rigtig mange undersøgelser viser også, at det er mor, der sørger for børnenes fritidslæsning. Det er mor, der går på biblioteket, og det er mor, der sørger for at låne bøger til børnenes sommerferielæsning.

Mor som rollemodel

Så mor har en kæmpe betydning. Også her. Alligevel er det ikke mange mødre, der prioriterer at læse selv. Heller ikke selv om det ville betyde en kæmpe forskel for børnenes læselyst, at man som voksen viste, at læsning er hyggeligt og sjovt. Når jeg snakker med børn om den daglige læsning fortæller flere, at ”de voksne sidder inde i stuen og glor på deres telefon”, når de selv er blevet puttet med en bog. Jeg oplever også nogle gange, at mødre foran børnene afbryder min salgstale for alle de superspændende bøger, vi har på hylderne, med ordene ”Ja, jeg læser jo ikke selv”...

Som forælder er man allerede rollemodel på mange andre områder. De færreste af os kunne eksempelvis finde på at sidde og køre pommes friter ind til aftensmaden, mens vi insisterede på, at børnene spiste salat. Læsning er åbenbart anderledes, og noget som kun børn har brug for. Men mon ikke fordelene ved læsning - såsom øget empati og mental sundhed, viden og bedre koncentrationsevne - også gælder de voksne?

Læsebånd derhjemme – nu også til mor?

Sommerferie er det oplagte tidspunkt at starte på nye gode vaner med også at huske at få læst selv som voksen. Det er her biblioteket kommer ind i billedet, for vi vil så gerne hjælpe dig med at finde den helt rigtige bog. Mange begår den fejl efter længere tids pause fra bøgerne at gribe ud efter den mest anmelderroste murstensroman, de kan finde, men måske noget lidt lettere fungerer bedre som den første bog i lang tid og med et bagvedliggende soundtrack af glade børn, der leger i haven, poolen eller på stranden. Her kommer mine bud på tre sjove, spændende og lettilgængelige bøger, man kunne pakke med i feriekufferten.

”Det er ikke mig men dig” af Mhairi McFarlane er bøgerne svar på en romantisk komedie, og man har ingen problemer med at afspille den indre film i hovedet, mens man læser. Bogen om den lidt kiksede Della, der efter 10 år med Paul opdager, at han har været utro, er både sjov, rørende og utrolig velskrevet.

”Pigen under jorden” af Elly Griffiths er den perfekte engelske krimi. Hovedpersonen Ruth er en lidt nørdet arkæolog, som meget mod sin vilje bliver rodet ind i en mordsag. Det er ekstremt spændende men uden at blodet pensles ud på alle sider.

”Det hun glemte” af Liane Moriarty handler om den 39-årige Alice, der efter et fald i fitnesscenteret vågner op og har glemt de sidste 10 – rædselsfulde – år af sit liv. Bogen har både spænding, sjove dialoger og et personlighedsgalleri, man ikke kan lade være med at holde af.

God sommer og god læselyst!

P.S. Kære far. Du behøver ikke at føle dig overset. Der er ikke nogen bøger beskrevet her, som ikke også kan læses af en mand. Og ellers er du også altid meget velkommen på biblioteket.

Nyheden har tidligere været bragt i Midtjyllands Avis som klumme torsdag den 20. juni

Materialer