B-siden: Når kirsebærtræerne blomstrer
I disse dage myldrer københavnere, cruiseturister og andet godtfolk til Bispebjerg Kirkegård i Københavns Nordvestkvarter, ikke for at kaste et blik på Ib Schønbergs gravsted eller Amalie Skrams mindebuste, men for at beundre de japanske kirsebærtræer, som netop nu står i blomst, og breder sig som lyserøde skyer mod en blå forårshimmel. Vi andre ikke-københavnere kan følge med på Instagram, hvor feedet lige nu svømmer over af poetiske selfies i kirsebærskær og modlys. Så er det, at man får lyst til at rejse. Ikke til hovedstaden, forstås, men til det land, hvor kirsebærtræerne kommer fra. Måske ikke det oplagte rejsemål for én, der hverken kan lide lange flyrejser, store menneskemængder eller rå fisk, men lad nu det være.
Det er min opfattelse, at éns billede af fjerne egne altid er farvet af den måde, man har set dem fremstillet i kunsten, og jeg kan med ret stor sikkerhed sige, at mit primære billede af Japan stammer fra bare ét menneske; oversætter Mette Holm.
At drømme Murakami
Mit første møde med Japan formidlet via Mette Holm var Hayao Miyazakis tegnefilmsklassiker Chihiro og heksene, og senere blev jeg fascineret af tegneren Jiro Taniguchis mangaer for voksne. Manden der går tur, Min fjerne barndomsby og særligt Min fars dagbog, hvor det lykkes Taniguchi (og Mette Holm) at skildre en solskinsplet på et trægulv så enkelt og intenst, at man kan mærke varmen på huden.
Mette Holms absolut primære levebrød er dog den japanske stjerneforfatter Haruki Murakami. Faktisk i en sådan grad, at hendes mor skal have sagt til hende: ’Hvad ville du egentlig være uden Murakami?’ I dokumentarfilmen Dreaming Murakami, som kunne opleves på CPH:DOX i år og som nu kan findes på filmstriben.dk, møder vi Holm i arbejdet med Murakamis debutroman Hør vinden synge, som nu endelig skal oversættes til dansk. Vi finder hende ved køkkenbordet hjemme i Esrum, men også på sushibar i Tokyo, når hun med egne ord ’stalker’ Murakami, hans baggrund og univers. Og hun kæmper med ordene. ’Der findes ikke perfekt litteratur, ligesom der jo heller ikke findes perfekt fortvivlelse,’ skriver hun. Men er det nu også den rigtige formulering? For litteratur kunne ligeså godt være tekst eller sætning, perfekt kunne være fuldkommen eller fuldstændig, og der findes så mange ord for fortvivlelse. Afmagt, sorg, lidelse… Hun ringer til gamle studiekammerater og oversætterkolleger og beder om råd.
Det usynlige arbejde
Dreaming Murakami er et spændende indblik i oversætterens komplekse arbejde; et job, som er bedst udført, når det næsten er usynligt. I virkeligheden ligger en utrolig stor del af værket jo i oversætterens fortolkning, og så kan man blive i tvivl; for er den stemme, jeg synes at kunne høre i Miyazaki, Taniguchi og Murakamis værker Japans, eller Mette Holms? Nok forhåbentlig begge dele.
Jeg har ikke været ude og købe en flybillet over til kirsebærtræerne, mens du har læst det her, men det er måske heller ikke nødvendigt. Til sidst i dokumentaren konkluderer Mette Holm: ’Vi vil jo gerne kende andre verdener, og det kan man jo gøre gennem bøgerne. Hvis ikke vi har råd til alt det der CO2-udslip og ikke kan rejse længere, så kan vi bare læse. Det er jo en nem måde at rejse på.’
Bragt i Midtjyllands Avis 19.04.2018