Mit barndommens bibliotek er under pres

Duften af papirsider og bogrygge fornemmer jeg tydeligt, når jeg tænker tilbage. I loftet hang der en stor drage af stof.

Jeg husker også en striks bibliotekar med hornbriller og et allestedsnærværende blik.

Hun så dig – også når du var bag reolerne og undersøgte de mange snorlige rækker af bøger.  

Hun skulle sikkert alfabetisere og katalogisere og rydde op efter 10 andre nysgerrige børn ligesom jeg.

33

Jeg blev ældre og fik nye sko. En størrelse 33. Det var Kangaroos med velcro. De kom også på biblioteket.

Bibliotekaren var den samme. Hun ændrede sig ikke - og dog. Fra tid til anden satte hun sig ned til os på gulvet i børnebiblioteket og læste højt for os – ud af hendes mund fløj hekse, drager og fabeldyr og fantastiske hovedpersoner, der kunne klare selv de værste udfordringer, så længe de stod sammen.

39

Jeg brugte også dele af min ungdom på Odder Bibliotek. Indrømmet – jeg lavede også andet, men ikke sjældent plantede jeg mine gummisko i størrelse 39 på bibliotekets linoleumsgulve.

Jeg husker den insisterende summen fra de kommunale Pentium 2 processorer og den hakkende lyd fra tastaturerne fra de mange borgere, der benyttede sig af dem.

Når jeg kom til, prøvede jeg at downloade Napster og suge musik ned fra nettet. Det blev vist stoppet. 

Jeg forvildede mig med til et foredrag en aften. Forfatteren Jan Sonnergaard var på besøg. Han læste højt af novellen ”Reprise på Krogs fisserestaurant” fra novellesamlingen ”Sidste søndag i oktober” – og ud af hans mund fløj ord, som jeg aldrig have hørt før – og måske ikke var helt klar til at høre. De gjorde indtryk. Jeg kan stadig høre ham sige dem. Jeg tænker ikke, de skal gengives her.

43

I dag er jeg 35 år og bruger størrelse 43, hver morgen trykker skoene på kobling og speeder og fragter mig hen på biblioteket, men i de seneste uger er det som om, at noget er begyndt at gnave i skosnuderne.

Jeg står for kommunikation og markedsføring på Silkeborg Bibliotekerne og gør dagligt mit ypperligste for at markedsføre bibliotekernes mange tilbud i håbet om, at særligt børn i Silkeborg Kommune får samme adgang til biblioteket, som jeg havde.

De skal have et sted, der giver dem de første møder med litteraturen og markerer starten på et langt kulturelt liv med læseoplevelser, fantasivæsener, fabler og fis** (det var det, Sondergaard sagde).

1,5

Og nu tilbage til der, hvor skoen trykker. Det føles som om, at mine sko pludselig er blevet 1,5 nummer mindre.

1,5 er antallet af millioner, som Silkeborg Bibliotekerne skal spare fra 2021 og frem. En velkendt kommunal øvelse, da det er 10. år i streg, at der skæres fra bibliotekets budget.   

Penge som går fra børns læseoplevelser og bibliotekarens tid til at læse højt.

Folkebiblioteket er noget helt særligt, og vi skal passe på det.

Men har vi glemt det i Silkeborg, og befinder vi os i en kommune, der går i for små sko?

Om forfatteren:

Anders Taylor Hansen, Journalist (Cand.Public), Kommunikation– og markedsføringsansvarlig på Silkeborg Bibliotekerne.