Klumme: De fem mest indflydelsesrige bøger i mit liv

Det er lidt en trend i blogverdenen at fortælle om de fem bøger, som har haft allerstørst indflydelse på ens liv, og jeg har gået og tænkt på det lige siden, jeg læste om det første gang. For kan man virkelig nøjes med at nævne fem bøger, som på den ene eller den anden måde har været med til at forme den man er – både som menneske og måske også som læser? Det kunne være sjovt at prøve!

J.R. Tolkien: Ringenes Herre: Jeg har læst alle tre bøger tre gange. Var helt sikkert alt for ung den første gang, men der var ikke flere bøger tilbage på mit lokale bibliotek, og bibliotekaren var desperat. Jeg er ham stadig tak skyldig. Tolkien er uden tvivl en af de forfattere, jeg beundrer mest. Tænk engang at have udformet et helt univers, en hel mytologi og et helt nyt sprog for at fortælle sin historie. Som mor tænker jeg også tit på det rørende og fantastiske i, at mange af Tolkiens historier udspringer af de fortællinger, han fortalte sine børn på sengekanten om aftenen. Sikke en gave at give sine børn!

Johannes V. Jensen: Kongens Fald: Den første rigtige klassiker, jeg læste. Igen alt for tidligt. Min klasselærer blev vist grebet af trangen til at udfordre klassens læsehest, så som en lille bonus skulle jeg både læse bogen og fremlægge den for klassen. Det var måske første gang jeg fik smag for at litteraturformidle.

Gustave Flaubert: Madame Bovary: Jeg kan stadig huske at sidde på mit studiekammer i Paris og læse ’Madame Bovary’ på fransk. Jeg elsker den roman og ejer et eksemplar med flere håndskrevne noter end trykte ord. Og nå ja, så var jeg engang ved at blive kæreste med en fyr, fordi han sagde, at det var hans yndlingsroman. Men det er en anden historie…

Østen for sol og vesten for måne: illustreret af Kay Nielsen: Jeg har altid været fascineret af kunstneren Kay Nielsen. Kort efter jeg havde født mit første barn faldt jeg i et antikvariat over denne samling folkeeventyr illustreret af ham. Jeg kan huske, at jeg ønskede at give mit barn noget fra mig, hans mor. En slags arv. Ja, så rørstrømsk var det! Så jeg købte bogen til ham. For at give ham noget smukt og særligt fra bøgernes verden. Og måske gaven har præget ham lidt? For større læsehest og bogelsker findes ikke. Og det er måske det tætteste, jeg kan komme Tolkiens gave til sine børn.

Raymond Carver: Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed: Det er simpelt, ondt og godt. En slags realismens krimi, hvor meget forbliver usagt eller står mellem linjerne. Det er et stykke mesterligt amerikansk litteratur og portræt af arbejder- og middelklassen. Måske jeg skulle genlæse den akkurat i disse dage, hvor jeg kæmper for at forstå det amerikanske folk…

Det var mine bud. Hvad er dine? Kom og få inspiration til dine næste store læseoplevelser, når vi i den kommende tid afholder Årets Bøger på alle vores biblioteker. Det er et roadshow ud over det sædvanlige!

- Trine Færge Haurits Nielsen

Tags