B-siden: ...Og de store forfattere

Sommeren er over os, og det betyder jordbærtid, istid og den berømte agurketid i landets nyhedsmedier. I denne ellers stille periode kan vi med Øgendahl og de store forfattere lære seks store danske forfattere bedre at kende og forhåbentligt også blive inspireret til at læse med. Men bliver vi så det – og er det egentlig vigtigt at læse de store forfattere?

Ifølge DR er Øgendahl og de store forfattere ”ikke mindst henvendt til dem, der sjældent eller aldrig åbner en bog”. Mick Øgendahl præsenteres med undertitlen litteratur-amatør og har fået til opgave at guide seeren gennem seks forskellige store, danske forfatterskaber.  Forfatterne vækkes i denne anledning til live af en håndfuld af de største danske skuespillere. I skrivende stund har vi indtil videre kunnet møde H.C. Andersen (Rasmus Botoft), Tove Ditlevsen (Ditte Gråbøl) og Dan Turéll (Andreas Bo) – og jeg har selvfølgelig set med!

I udgangspunktet en god idé
Jeg kan godt se idéen med den biografiske indgangsvinkel i forfatterskaberne, fordi den kan være med til at levendegøre forfatterne. Alligevel undrer jeg mig over, at serien ikke stiller skarpt på nogle af de nulevende forfattere. Hvis man sjældent eller aldrig åbner en bog, forestiller jeg mig, at det måske er lettere at forholde sig til en forfatter, der lever i ens samtid. Så ville Øgendahl også kunne interviewe de rigtige forfattere og ikke blot deres stedfortrædere, hvilket måske havde givet programmerne en anden og mere interessant dynamik og kant. Hans samtale og møde med forfatter Olga Ravn i afsnittet om Tove Ditlevsen fungerede i mine øjne netop virkelig godt. Måske var det fordi Øgendahl her for første gang for alvor satte sig selv på spil i forhold til litteraturen? Han fik til opgave at skrive et digt med udgangspunkt i en linje fra et Tove Ditlevsen-digt, og han måtte ikke være sjov. Lige dér på scenen i Litteraturhaus kom der et glimt af noget hudløst og sårbart; af en nærhed som er så vigtig i den gode formidling.  

Vejen til de store forfattere
Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke falder inden for programmets primære målgruppe, så jeg kan ikke fortælle, om det vækker lysten til at læse de store forfattere, hvis man aldrig har læst dem. Men mit råd ville aldrig være at man begynder eller genoptager sin læsning i de store (kanoniserede) forfatterskaber. Hvis man skal finde én af deres bøger, kan det ske, man får fat i en udgave med forældet retstavning, et gammelt og gulnet eksemplar, hvor referencerne til ting, der i teksterne fremstår hverdagsagtige er helt uforståelige (hvor mange ved fx, hvad et fyrtøj er?).  Lad mig sige det på en anden måde: Jeg ville aldrig vælge den sorte piste første gang, jeg fik et par ski på. Vejen til de store forfattere går i mine øjne gennem de samtidige. Olga Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng havde undertitlen Pigesind og var en klar hilsen til netop Tove Ditlevsen. Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan mindede flere anmeldere om Rudolph Broby-Johansen og fik da i hvert fald mig til at genbesøge nogle af hans tekster. Lotus Turéll, Dan Turélls datter, skrev sidste år en selvbiografisk roman, som kunne give anledning til at læse Turéll, hvis man aldrig havde gjort det før. I udgangspunktet er det ikke vigtigt at læse de store forfattere, hvis alternativet er, at man slet ikke læser. Alle skal begynde et sted

Bragt i Midtjyllands Avis 31.05.2018

Tags
Materialer