B-siden: Nyt år - ny tid?

2019 føles stadig spritnyt, men blev, for de fleste af os, sikkert skudt i gang på velkendt manér med nytårsmiddag, nytårstaler og skål i bobler. Overgangen til et nyt år er traditionsrig, men markerer samtidig en ny begyndelse. Det nye år har fået mig til at tænke på tiden; dels hvordan min egen tidsopfattelse har ændret sig drastisk gennem mit liv, del hvordan tiden repræsenteres i fiktionen.

På slaget tolv råber vi ”Godt nytååår!” og hopper ned ad stolene, derefter skåler vi i noget med bobler og kysser. Sådan er jeg sprunget ind i det nye år lige så længe, jeg kan huske.

Traditioner
Selvom det ikke altid har været de samme, jeg har skålet eller kysset med, så har dét ritual altid givet mig en følelse af kontinuitet. Livet fortsætter, velkendt i sin hverdagsagtighed og uforudsigelighed, men med faste holdepunkter; blandt andet i form af traditioner.  En anden nytårstradition er nytårsforsættet. Et populært ét af slagsen er mere tid med familien, og når jeg kigger på min søn, forstår jeg godt dét nytårsforsæt. Det er nemlig på ham, jeg tydeligt kan se, at tiden ikke er cirkulær, selvom årstidernes vekslen og milepæle i form af højtider med faste traditioner godt kan lokke mig til at tro det. Tidens hjul drejer rundt, og det bevæger sig fremad.
Følelsen af at tiden flyver af sted, at man har mindre tid end før, kender de fleste forældre. Derfor er det svært at forholde sig til, at tiden ifølge fysikkens regler faktisk går langsomst for den, der bevæger sig hurtigt. Tid kan ikke defineres, men ifølge tidsforsker Ulrik Uggerhøj kan man sige, at tid er lig med processer.

Giv tid!
Selvom tiden ikke kan defineres, kan vi alle mærke, at den går. Grib Tænkepausen Tid af Ulrik Uggerhøj, hvis du vil vide mere om hvordan og hvorfor. Den er tilmed hurtigt læst. Apropos tid, så kender de fleste af os nok Salvador Dalís berømte, surrealistiske maleri Erindringens bestandighed fra 1931, hvor han introducerer de smeltende ure, der senere optræder i flere af hans malerier. Tiden løber, det ved vi. Selv i børnelitteraturen løber Hr. Kanin gennem Alice i Eventyrland, mens han konstant tjekker sit lommeur. Også film som fx Sliding Doors (1998) og The Hours (2002) leger med tidsbegrebet. I sidstnævnte følger vi tre kvinder i tre forskellige tidsperioder, heriblandt forfatter Virginia Woolf (Nicole Kidman), da hun begynder at skrive romanen Mrs. Dalloway. Både film og roman kredser om tid, sørgmodigt og fremragende, og nu ved jeg ikke, hvor lang tid, det tager dig at læse knap 200 sider, men filmen er bestemt også værd at bruge 114 minutter på.  Hvis du er til Diana Gabaldons populære Outlander-serie, hvor tidsrejser spiller en væsentlig rolle, vil jeg på det varmeste anbefale dig Audrey Niffeneggers Den tidsrejsendes kvinde.
Fiktionen er beviset på, at både forfatter og læser kan rejse i tiden og bevæge sig frit mellem fortid, nutid og fremtid. I vores virkelige liv bliver dét straks mere kompliceret. Tankerne kan vandre, men vi må selv blive, hvor vi er. Lad os alle tage os tid til at være netop her. 

Godt nytår!