Billede af Gaffa, cd'er mv.

B-siden: Noget ved musikken

Lyden af min barndom var en knasende pickup og bånd der gik i båndsalat, som ung gymnasieelev tog jeg bussen med lånte CD’er og discman i tasken, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg en ipod i julegave. Som barn af midt-firserne har jeg været med fra det helt analoge til det rent digitale. Men hvad gør det, når bare musikken spiller?

Hvad har musikken vundet ved udviklingen? Tilgængeligheden. Helt klart. Men vi har, på bibliotekerne i hvert fald, tabt en stor del af formidlingen af ny musik. Spotify gør det for os med discover weekly, release radar og hvad de logaritmebaserede spillelister ellers hedder. Og det virker. Jeg finder i hvert fald ofte ny musik og musik, jeg havde glemt, jeg ville elske, på de playlister.  Mit forhold til musik har ellers altid været tæt forbundet med mit forhold til biblioteket. I ‘89 gik jeg til musikalsk legestue hos Vita på Vejle Bibliotek sammen med min mor. I mange år derefter troede jeg, at de formiddage i bibliotekets foredragssal med det kradsende, brune gulvtæppe ville blive første kapitel i fortællingen om min musikalske karriere.  

Nedslag i min musikhistoriske udvikling  

Efter formiddagene på biblioteket kom nemlig de lange eftermiddage og aftener på musikskolen i næsten 15 år. Jeg kan spille blokfløjte, tværfløjte og klaver. Eller kunne. For jeg har efterhånden ikke spillet regelmæssigt i mange år og så synes jeg ikke, jeg med rette kan påstå, at jeg stadig kan. I gymnasiet kom jeg på musikbiblioteket for at bladre mig igennem de mange nye cd’er. Jeg havde købt en ny, smart discman med anti-chok, så musikken ikke stoppede, når afspilleren raslede rundt i rygsækken.  Nu var det især den rytmiske musik, særligt jazzen, jeg bladrede igennem, fra A for Aretha til Z for Zetterlund. Jeg havde musik på højt niveau, lavede rytmiske arrangementer og afleveringer på computeren med mit midi-keyboard. Jeg sang Jan Johanssons “Visa från Utanmyra” i Monica Zetterlunds fortolkning til vores dimission, mens Jesper spillede på klaver og Niels spillede kontrabas, altid i strømpesokker. Det var helt unplugged. Da jeg lige var begyndt på litteraturhistorie på Aarhus Universitet tog jeg en del på Roskilde Festival og overvejede kortvarigt at droppe ud for at blive korsanger i et up coming reaggae-band. Men jeg blev heldigvis på studiet – og i kirkekoret –hvor indtægten som korist kunne forsøde min tilværelse på SU i de knap 6 år, jeg læste. Så en slags levevej blev musikken, i hvert fald en overgang.  

Bibliotekerne er (stadig) noget ved musikken

Selvom bibliotekernes tilbud med udlån af cd’er, musikfilm og box-set nok ikke længere kan kaldes toppen af poppen, så er vi stadig noget ved musikken. Tillad mig at blive i jargonen, når jeg påstår, at vi kan være et orgelpunkt i dit musikkendskab og -forbrug. Orgelpunktet er den tone, der bliver liggende og klinger med i kortere eller længere tid, mens de øvrige stemmer bevæger sig videre.  Dette efterår kan vi være klangbunden i din musikalske hverdag, når vi slår dørene op til alt fra sanglege for de mindste, Katinka og musikquiz i Silkeborg, til morgensang og højskole-sangaften samt koncerter med bl.a. Dodo i Them, til lørdagsmusik i Kjellerup, Kalles store trommeshow i Gjern og meget, meget mere.  
Og så har jeg ikke engang fortalt om det væld af noder, vi kan tilbyde og fremfinde – eller hvordan du kan se fx Queens legendariske koncert “Live at Wembley” med dit bibliotekslogin.  

Klummen har tidligere været bragt i Midtjyllands Avis

Tags