B-siden: Må jeg anbefale Dostojevskij?
Den russiske nationalballet skulle have opført Tjajkovskijs Svanesøen i både Aarhus og Odense i løbet af 2022, men forestillingerne blev aflyst på grund af Ruslands invasion af Ukraine og på baggrund af Kulturministerens anbefaling. På Horsens Kunstmuseum valgte man efter udmeldingen også at aflyse udstillingen Fragile af kunstnerne Maria og Natalia Petschatnikov – på trods af, at søstrene er kendt som Putin-kritikere. Flere barer i USA har desuden fjernet Moscow Mule fra drinkskortet eller omdøbt den kendte vodka-cocktail til Kyiv Mule. Er det en kulturel overreaktion på en militær invasion eller er det helt på sin plads? Det er i hvert fald en balancegang, når man samtidig ikke ønsker at legitimere den russiske statsmagt gennem formidlingen af kunst og kultur.
Må jeg så anbefale et værk af Dostojevkij?
Mit korte svar er: Ja, det må jeg. Fjodor Dostojevskij blev født for 200 år siden i Moskva og hans værker har inspireret flere andre ikoniske forfattere, som Knut Hamsun, Albert Camus og James Joyce. I hans værker kan jeg finde personer og psykologiske portrætter, som jeg kan spejle mig selv og min samtid i. Jeg må også gerne anbefale den samtidige Sergej Lebedev og hans fremragende Augustmennesker. Men jeg har ikke lyst til at slå plat på krigen i Ukraine ved fx at invitere til en foredragsaften om de store russiske og ukrainske forfattere. Jeg vejer mine ord på en særligt fintfølende vægt, mens jeg skriver denne klumme, fordi jeg ikke ønsker at blive misforstået. Hvorfor vækker emnet sådan en uro i mig? Kunsten og litteraturen eksisterer jo på tværs af grænser i både tid og rum! Samtidig ved jeg, at kunstenkan bruges som et effektivt instrument for særlige holdninger og til at samle folk. Tænk bare på PHs berømte vise ”Man binder os på mund og hånd”, som var med i en revykommedie i 1940 efter Tysklands besættelse af Danmark og blev noget særligt for modstandsbevægelsen. Visens refrain ”man binder os på mund og hånd / men man ka’ ikke binde ånd / og ingen er fangne, når tanken er fri” strøg gennem besættelsesmagtens censur. Politisk kunst er altid dårlig, god kunst er altid politisk, som man siger.
Ingen er fangne, når tanken er fri
I mine øjne er der forskel på at invitere en nationalballet og udstille to selvstændige kunstnere – eller anbefale værker af en russisk forfatter. Ingen af os kulturformidlere på landets museer, biblioteker og musikhuse ønsker at træde ”ved siden af”. Men her på afstand af krigens rædsler skal vi også bidrage til nuancerede fortællinger. Mens vi sender en tanke til PHs berømte vise, bør vi passe på ikke at sætte lighedstegn mellem Putin, alle russere og al russisk kunst – for ingen er fangne, når tanken er fri. Jeg vil også anbefale den ukrainskfødte hviderusser Svetlana Aleksijevitj, der er journalist og forfatter og som i 2015 modtog Nobelprisen i litteratur. Hendes Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er desværre igen uhyggeligt aktuel.
Klummen blev bragt i Midtjyllands Avis lørdag d. 9. april