Maria Louise med censur-bjælke over øjnene, mens hun læser

B-siden: Læs ikke denne bog!

Hvorfor bliver nogle bøger forbudt? Kan ord ødelægge en hel generation? Det kan virke arkaisk at bandlyse bøger her i vores digitale tidsalder, hvor alverdens oplysninger og diverse konspirationsteorier kan findes digitalt. Alligevel forbydes bøger stadig den dag i dag. Men til hvilken nytte?

Fredag d. 12. august skulle Salman Rushdie give en forelæsning om ytringsfrihed på Chautaqua Instituttet i New York, men på vej ind på scenen blev han overfaldet og stukket ned. Det samme gjorde Henry Reese, der skulle samtale med Rushdie.

Udover det gruopvækkende i at blive angrebet, mens man som kunstner eller kulturformidler udfører sit arbejde - endda foran hundredvis af mennesker – så er angrebet blevet set som et direkte angreb på ytringsfriheden.

Et angreb, som trækker tråde tilbage til udgivelsen af Rushdies roman »De Sataniske Vers«, der udkom i 1988, hvorefter der blev udsendt en fatwa over Rushdie og hans støtter for gudsbespottelse. Samme år blev bogen forbudt i Indien, Sydafrika, Indonesien og størstedelen af Mellemøsten.

Litteraturen kan forene os

Under overskriften »bøger forener os – censur deler os« udgiver American Library Association hvert år en liste over forbudte eller »udfordrede bøger«”.

Her i 2020’erne beskæftiger de fleste bøger på listen sig med Lgbtquia+ emner – fx bogen »Gender Queer« af Maia Kobabe, der har en nonbinær hovedperson.

Der findes talrige eksempler på censur gennem tiderne. Og selvom bøger bliver udsat for censur og forbud af vidt forskellige årsager, så har de forbudte bøger alligevel noget til fælles: De udfordrer de gældende normer, de forarger eller pirker til et politisk system, som ikke vil modsiges.

Forbudte bøger

Gennem historien findes talrige eksempler på bøger, som er blevet bandlyst. Goethes klassiker »Den unge Werthers lidelser« blev udsat for censur ved oversættelsen til dansk i 1820, fordi den blev anset for at være ukristen, følelseshysterisk og udråbt til at ødelægge en hel generation ved at inspirere til selvmord. Efter 2. verdenskrig blev Adolph Hitlers »Mein Kampf« forbudt i Tyskland, men der opstod et sort marked i Indien, i 60’erne og 70’erne, hvor mange unge tyskere på dannelsesrejse havde bogen med hjem i rygsækken. Ikke nødvendigvis fordi de havde nazistiske tilbøjeligheder, men fordi de ville forstå deres historie.

Bogen var i øvrigt forbudt i Tyskland helt ind til 2016, hvor ophavsretten udløb.

Historien viser, at censur ofte virker modsat hensigten. Censurerede bøger bliver mere populære og handles eller kopieres illegalt. Et nutidigt dansk eksempel er bogen »Jæger – i krig med eliten«, af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack.

Forsvarskommandoen forsøgte at stoppe udgivelsen, men det lykkedes ikke og bogen blev én af de hurtigst sælgende bøger i Danmark - nogensinde. Allerede den første uge efter udgivelsen solgte den flere end 7000 eksemplarer.

Litteratur skal kunne læses

I den forgangne weekend inviterede forlaget Gyldendal 100 kulturpersonligheder til at læse »De sataniske vers« højt. Oplæsningen blev livestreamet og sendt via Facebook og Instagram. Forlagsredaktør Simon Pasternak havde allerede varslet begivenheden til Gyldendals efterårsreception, hvor han citerede Rushdie: »Litteraturens livlighed ligger i dens usædvanlighed. En bog er én version af verden. Hvis I ikke kan lide den, så ignorer den – eller kom med jeres egen version i stedet.«

Pointen er: Vi skal kunne debattere litteraturen, vi skal tillade at den udfordrer os, vi kan blive forargede eller dømme den ligegyldig, vi kan læse den eller lade være – men vi skal aldrig, aldrig forbyde den.

Klummen blev bragt i Midtjyllands Avis lørdag d. 10. september