B-siden: Læg stressen i blød ved at læse

Der er undersøgelser der viser, at der er en sammenhæng imellem læsning af skønlitteratur og evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. Den gode litteratur giver indsigt i menneskers komplekse følelsesliv og bevæggrunde, og den kan fungere som både psykolog og filosof. Den kan levere de forløsende og opklarende ord for lige netop dig.

Lindrende læsning

Internationale studier viser også, at læsning af skønlitteratur virker decideret afstressende. Den flytter fokus til andre menneskers historier, og den træner koncentrationen og fordybelsen, når man føler sig amputeret i forhold til, hvad man tidligere har kunnet overkomme. Netop når der er tale om mennesker, der er ramt af stress (udløst af alt godt fra menneskelivet), er min klare faglige erfaring, at det er de let fordøjelige litteraturkalorier folk har brug for at læse.
Jeg har stor respekt og forståelse for, at man ikke lige smider sig på sofaen med verdenslitteraturen hvis stressen, ofte med depression i ascendanten, stortrives og man bare ikke er i vater. Der er livsperioder man bare skal igennem. 
Mange litteratureksperter agiterer ellers for, at litteraturformidlere til hver en tid, udelukkende skal læse og anbefale den prisvindende, klassiske og bedst anmeldte litteratur. 
Jeg har en anden tilgang til det at læse. Hver bog til sin tid. Nogle gange vil man bare udelukkende underholdes. 
Min faglige kæphest har altid været, at man skal vurdere bøger på genrens præmisser. Man skal ikke vurdere hvilken genre der er bedst, men hvad der er bedst indenfor genren. 
Som udgangspunkt er jeg bare glad hvis folk læser, for så er vejen til den berigende litteratur uendelig.

Det kan du læse

En simpel søgning i den nationale biblioteksdatabase giver omtrent 2300 titler på fagbøger om at håndtere stress. Efterspørgslen er enorm.
Jeg snakker med mange mennesker på biblioteket som er i stressede, svære stunder i deres liv. De ønsker også at læse andet end gode råd om, hvordan man mentalt og fysisk kan arbejde med sig selv. De vil læse velskrevne, lette og underholdende romaner, der trækker dem væk fra navlen.
Til dem (ofte kvinder) anbefaler jeg eksempelvis Michael Robaks ”Øm, Audur Ava Jönsdottirs ”Ar”, ”Alberte Windings ”Tisvilde strand”, Lotte Kaa Andersens ”Hambroms allé”, Anna Gavaldas ”Bare sammen”, Zenia Johnsens ”Hjerneskælv” eller Rosie Simsions ”Projekt Rosie”.
Forleden efterspurgte en mand en morsom bog, der kunne lede tankerne væk fra, at hans far lå på dødslejet. Jeg anbefalede forfatteren Jonas Jonasson, men det kunne også have været Fredrik Backman, Erlend Loe eller Nikolaj Zeutens ”Buemundet guitarfisk”. Den charmerende, engelske krimiserie af Robert Galbraith, eller bestsellere af Harlan Coben eller Guilaume Musso, er ligeledes underholdende læsning hvis du vil have lidt mere ramasjang.

Start et sted

Hvis du ikke kan samle dig om at læse, er lydbøger et glimrende alternativ. Vi anbefaler vores fysiske Mp3 lydbøger eller eReolen, hvor du via app’en af samme navn, kan høre lydbøgerne direkte på telefonen. Gratis, forstås. 
Den 14. marts gæster stressforsker John Milsted Silkeborg Bibliotek med foredraget ”Fra stress til trivsel”. I forlængelse af det arrangement byder Silkeborg Bibliotek på afstressende højtlæsning med min kollega Tine, hvor der efterfølgende snakkes lidt om teksten. Det er den 21. marts. Kom endelig forbi. Verdenslitteraturen kan godt vente.

Bragt i Midtjyllands Avis 21.02.2019

Materialer