B-siden: Kend din krop

14.02.18
Sammen med biblioteker over hele landet stiller DR skarpt på videnskaben, og det første store tema er kroppen. Og kroppen fortjener noget positiv opmærksomhed, synes jeg. For det er jo ikke mavedeller og appelsinhud det hele. Kroppen kan også bekæmpe sygdomme, løbe maraton og føde børn. Den kan vokse, styrkes og ældes, og den kan give et ordentligt kram.

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis torsdag 8. februar 2018

For nylig kom jeg op i vores frokoststue, netop som en af mine kolleger gik og dimsede med noget af alt det nye teknologiske udstyr, som biblioteket er blevet beriget med. Lige præcis denne gadget var en 3D-scanner, som kan scanne et fysisk objekt, hvorefter man kan behandle og modellere videre på det i et computerprogram. Min kollega var egentlig i gang med at scanne en af vores spisebordsstole, men skulle han da ikke lige lave et scan af mig? Det kunne sagtens lade sig gøre, jeg skulle bare stå helt stille. Mens jeg stod der, forsøgte ikke at bevæge mig og spekulerede på, hvordan jeg mon egentlig ser ud bagfra, kom jeg til at tænke på et anbefalelsesværdigt program fra DR3, som jeg havde set for et halvt års tid siden. Programmet hedder Petra elsker sig selv, og handler om tv-vært Petra Nagel, som har været utilfreds med sin krop stort set hele sit liv. Hun føler sig forkert, for grim og for tyk, og nu vil hun gerne gøre noget ved det. Petra får nemlig også lavet en 3D-scanning af sin krop. Sammen med programmøren sidder hun efterfølgende foran computeren og redigerer i sin krop. Fjerner delen på maven, strammer lårene, reducerer dobbelthagen. Petra får 3D-printet to versioner af sig selv i Barbie-dukke-størrelse; Perfekte Petra og Ægte Petra. Ifølge programmøren er forskellen på de to 5,3 kg.

Viden skaber os

Hele sidste år satte Danmarks Radio fokus på Danmarkshistorien, og lod Lars Mikkelsen være fluen på væggen ved en række af historiens store øjeblikke. I år skal det handle om videnskab. Viden skaber os, lyder sloganet, og vi på biblioteket kunne næppe være mere enige! Sammen med biblioteker over hele landet stiller DR skarpt på videnskaben, og det første store tema er kroppen. Og kroppen fortjener noget positiv opmærksomhed, synes jeg. For det er jo ikke mavedeller og appelsinhud det hele. Kroppen kan også bekæmpe sygdomme, løbe maraton og føde børn. Den kan vokse, styrkes og ældes, og den kan give et ordentligt kram. Kroppen har otte meter tarm, 206 knogler og flere milliarder nerveceller. Egentlig er det forbløffende, hvor ofte den faktisk virker som den skal. Menneskekroppen er en kompleks organisme, som har udviklet og tilpasset sig over tusindvis af år. Og det synes jeg faktisk er mere spændende at tænke på, end om jeg lige vejer fem kilo for meget.

Tag din krop med på biblioteket

På Silkeborg Bibliotekerne kan du i denne sæson blive klogere på kroppen i alle dens afskygninger. Vi lægger ud med en litterær lyttesalon om kroppen i litteraturen, og fortsætter temaet med foredrag om både Alzheimer og gigt, og live-streaming fra Aarhus Universitet om menneskets biologi og evolution. De mindste og deres voksne kan lære, hvad man skal gøre, hvis kroppen får brug for førstehjælp, og til Børnenes Kulturdag i marts bliver der masser af spændende aktiviteter om kroppen; du kan blandt andet prøve at rejse ind i kroppen med virtual reality og måske kan du også få lavet en 3D-scanning af din krop ligesom mig og Petra!

Tags