B-siden: Inspirerende læsning
Kunstneren får sin inspiration fra en uudtømmelig gudskilde. Eller hvad? Det er i hvert fald sådan, den klassiske kunstner blev betragtet. Ligesom de enevældige konger, der angiveligt havde direkte forbindelse til the man upstairs, så mente man, at kunstneren havde en særlig forbindelse til det guddommelige. I dag taler man måske mere om en ”kunstnerisk åre”, men dog er her stadig en særlig attribut, som ikke er almindelige dødelige forundt. Når jeg læser interviews med forfattere, kunstnere eller musikere, kan jeg ikke undgå at bemærke, at der stadig er mange, som går som katten om den varme grød, når spørgsmålet om hvad der inspirerer dem, bringes på bane. Men hvorfor? Måske frygter de, at inspirationskilden udtømmes, hvis de øser for meget af den? Måske ved de det simpelthen ikke selv?
At tage af hovedstolen eller ej
Forfatter Per Højholt (1928-2004), der boede det meste af sit liv i Hørbylunde her ved Silkeborg, citeres ofte for at have sagt, at man som forfatter ikke ”bør tage af hovedstolen”. Det er af nogen blevet tolket sådan, at man ikke må dele ud af sig selv eller sit eget liv i teksterne. Jeg forstår det dog mere sådan, at man må undgå at skrive en alt for privat roman, men at man sagtens kan bruge renterne af egne erfaringer (hvad kan man egentlig andet end netop dét?). Jeg har en fornemmelse af, at Leonora Christina Skovs nye anmelderroste roman Den der lever stille balancerer på en knivsæg mellem det personlige og det private med historien, der ifølge forlaget endog bliver beskrevet således: ”Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv”. Og her kan jeg ikke lade være med at sende en tanke til Peter Høeg, der tog hele det litterære parnas på sengen med De måske egnede, der netop ikke var hans egen historie, selvom han havde ladet os vide, at den var netop det. Jeg er nu ret overbevist om, at historien er en anden med Leonora Christina Skov og jeg glæder mig til at læse hendes roman!
Det muliges rum
For nylig læste jeg med stor begejstring Tina Dickows selvbiografi Tæl til Tina. Mange af hendes tekster vækker genklang i mig og måske især det skramlede, hjemmeproducerede førstealbum Notes, der udkom mens jeg var gymnasieelev. Den dér eftertænksomme melankoli gik lige i mit teenagehjerte, og gør det egentlig stadig. I selvbiografien deler Dickow gavmildt ud af hvilke situationer, der har inspireret hende og skriver ”For mig er inspiration noget, der kommer ved at tage sig tiden og holde sig til ilden. Ved at opsøge den. Ved at øve sig i og insistere på at være eller blive inspireret”. Wauw, her var endelig noget konkret, som jeg også kan bruge i min almindelige leverpostej-og-smøreost-hverdag.
Nu glæder jeg mig til torsdag d. 15. marts, hvor jeg på Silkeborg Medborgerhus inverviewer Jesper Wung Sung om hans fremragende roman En anden gren, der er inspireret af hans egen familiehistorie og har givet ham De Gyldne Laurbær.
Bragt i Midtjyllands Avis 08.03.2018