Lars Bornæs
Lars Bornæs

B-siden: Folkemøde og identitetsforsikring

20.09.19
Vi har snart det årlige Folkemøde på Campus Bindslevsplads. Den 20. og 21. september er det. Over 170 events vil udspille sig i de 2 dage det hele forløber. I år er temaet ”Identitet” både som menneske og som kommune. ”Identitet” er noget vi alle sammen godt ved, hvad er, så længe vi ikke sætter ord og begreber på. Det prøver jeg så alligevel.

Aalborgenser uden bolle-å 
For mig er ”Identitet” en følelse af at være. Både at være til, være med og være på vej. En væren som næres af min oprindelse og vejen til lige her og nu. Min ”identitet” er noget jeg er. Og jeg kan ikke bare anskaffe en ny. Jeg er Aalborgenser. 
Hvad end der sker i mit liv er bolle-Å ikke en del af mit alfabet. Eternitten, Duus Vinstue og svineslagteriet, som en gang om ugen fyldte fjorden med blod og indvolde – og ikke mindst min fodboldklub Aab. Det er også der mine døde ligger, ikke at jeg kommer ofte på kirkegården, men jeg ved hvor jeg har dem. 
Når jeg skal præsentere mig selv i en eller anden sammenhæng slutter jeg altid af med at sige, desuden kommer jeg fra Aalborg. For lige at sætte trumf på. 
Som om de tilstedeværende ikke er fuldstændig ligeglade med, hvor jeg kommer fra. 
Det er 35 år siden jeg flyttede fra Aalborg og jeg taler kun Aalborgensisk ved festlige lejligheder. Alligevel kan jeg ikke få mit udgangspunkt, mit ophav og mit sprog ud af kroppen. 
 
Oaser i en fragmentarisk tid 
I en flygtig og fragmentarisk tid er det enkelte menneskes mulighed for at til stadighed at vide, hvem det er og hvad det vil, sat under pres. Hastigheden og kompleksiteten i vores hverdag torpederer ikke sjældent vores stræben efter det gode liv. Jeg ved ikke om fænomenet er aldersbetinget, jeg tror det ikke. 
Men det jeg ved er, at hvis det selvberoende menneske går af mode, så ryger respekten for andre, empatien, nysgerrigheden, selve glæden ved mangfoldigheden og samhørigheden sig en tur. Hvis selvindsigten og identitetsfølelsen forsvinder, er der kun den rodløse selvoptagethed tilbage. 
I en flygtig og fragmentarisk tid er det godt vi har oaser. Jeg er storaktionær i en af oaserne – nemlig byens folkebibliotek. Vi betragter os selv som værende i branchen for samlingspunkter, for refleksion, sammenhængskraft og ikke mindst livsduelighed. Vi leverer ikke færdigbagte identiteter, men de nødvendige ingredienser kan hentes hos os. Sådan en oase er vores Folkemøde også. 
Det kunne man jo skrive meget om. 

Forsikringen imod alt 
Og så var det, min forsikringskvinde, hun hedder Hanne, ringede. Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det – og som altid havde hun noget, som kunne gøre mit liv endnu bedre. Noget jeg kunne købe af hende, forstås, meget billigt. Det viste sig, at hun ville sælge mig en såkaldt ID forsikring, som skal sikre mig imod identitetstyveri. 
”Forestil dig, hvis nogen begyndte at købe ting på nettet i dit navn, hæve penge på din konto, eller brugte dit pas til bedrageri, for ikke at tale om en fjendtlig overtagelse af din facebookprofil”.  
Tænk at man sådan kan blive stjålet. 
”Tyveriet af din identitet kan være i gang, mens vi to snakker sammen”, sagde Hanne.  
Hanne har reddet min identitet og solgt mig en ID tillægsforsikring. ”Den går på indbo”, som hun sagde. Nu er både jeg selv og mit fjernsyn sikret imod tyveri. 
Det er min kone i øvrigt også, for det er en familieforsikring. 
 
Ved nærmere eftertanke, tror jeg, at jeg inviterer forsikrings-Hanne med til Folkemødet i Silkeborg, måske hun kunne lære et og andet. 

Bibliotekschef Lars Bornærs var gæsteskribent på B-siden torsdag d. 19/9  for at varme op til Folkemødet i Silkeborg 2019, der  foregår 20-21. sepetember og handler om identitet.