B-siden. Bogen eller filmen
B-siden. Bogen eller filmen

B-siden: Bogen eller filmen?

01.10.18
I løbet af de sidste par uger er det gentagne gange sket, at en venlig låner har spurgt, om jeg ikke vil pege dem i retning af romanen Lykke-Per, for den står altså ikke på hylden under P for Pontoppidan, hvor den burde være. En søgning viser hurtigt forklaringen; alle eksemplarer er udlånt, og der er desuden (i skrivende stund) en reserverings-kø på ikke mindre end 56 personer!

I langt de fleste tilfælde har den besked fået spørgeren til at sætte et noget skeptisk ansigt op, og hvem kan bebrejde dem; hundrede år gamle udviklingsromaner på godt 800 sider er trods alt ikke det, der bliver lånt mest af.

Alligevel venter 56 lånere altså lige nu på at få fingrene i Henrik Pontoppidans hovedværk om præstesønnen Per Sidenius, der bryder med sin religiøse familie i Jylland og drager til København for at læse til ingeniør og finde lykken.

Nyhedens interesse
Årsagen til efterspørgslen skal selvfølgelig findes i Bille Augusts filmatisering, som havde premiere i slutningen af august, og som har fået pæne anmeldelser med på vejen. Således kan også gamle romaner få nyhedens interesse. Hvorvidt de 56 lånere i køen har set filmen og er blevet inspireret til at læse bogen, eller om de gerne vil nå at læse bogen inden de ser filmen, vides ikke, men sikkert er det, at dette familiebånd mellem film og litteratur er tæt. De er, om ikke søskende, så i hvert fald fætter og kusine. Og kommer der en filmatisering, så øger det interessen for bogen. Det er grunden til, at vi på det sidste år har haft 125 udlån af Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, hvis serie-version på HBO vinder priser og skaber debat over hele verden. Det er grunden til at man for tiden må stå i kø til Jenny Hans ungdomsroman Hvis bare du var min, hvis vellykkede filmatisering for nylig landede på Netflix. Og det er grunden til at bøgerne om Iqbal Farooq får et boost, når der er en ny filmatisering i biografen.

Et kig i krystalkuglen
Måske betyder alt dette faktisk, at jeg kan forudse, hvad der bliver efterårets og vinterens mest efterspurgte bøger? Hvis jeg skal kaste et blik i krystalkuglen (altså biografernes kommende program), så ser det særligt lovende ud for børne- og ungdomsbøgerne med filmatiseringer af blandt andet Lene Kaaberbøls Vildheks, Anders Matthesens Ternet ninja og ikke mindst Angie Thomas’ The hate U give, som jeg personligt glæder mig rigtig meget til. Der er selvfølgelig også noget for det mere voksne publikum med filmatiseringer af Journal 64 af Jussi Adler-Olsen, Britt-Marie var her af Fredrik Backman og Hvor blev du af, Bernadette af Maria Semple. Nu er I altså advaret – så skynd jer på biblioteket inden I skal i biografen!

Tilbage er der bare at indrømme, at jeg endnu ikke selv har læst Pontoppidans Lykke-Per, så hvis nogen af jer 56 i reservationskøen læser med her, og hvis I både når til enden af Lykke-Pers 800 sider og når af sted i biografen og ser filmatiseringen, så er I meget velkomne til at stikke hovedet indenfor på biblioteket og give mig jeres bud på det evigt tilbagevendende spørgsmål, når man snakker filmatiseringer: Hvilken var bedst – filmen eller bogen?

Bragt i Midtjyllands Avis 20.09.2018

Tags
Materialer