Jette Slaaen

Hvad skal pensionist Jette Slaaen læse?

Jette Slaaen er pensioneret dagplejer og holder meget af at læse en god bog, "især når ordene smager godt", som hun siger. Hun er både til lyrik og romaner. Hvad vil hun anbefale?

Hvilke bøger vil du anbefale?

Min yndlingsbog er "Shamanens datter"

Jeanette Walls' "Glasslottet" er heller ikke til at komme udenom (har man først læst den, må man altså også læse "Utæmmet liv") - jeg skal læse dem begge igen i ferien!

Du skriver også selv digte, men hvilke digtere læser du?

Da jeg for alvor begyndte at skrive, svarede en god ven mig: ”skriv mere, skriv mere, det er bedre end Lola Baidels”, hende kendte jeg ikke, og turde slet ikke læse det, for ikke at efterligne hende.

Da digte.dk blev oprettet, blev jeg flittig bruger og her skulle vi kategorisere vores digte, et kort digt kaldte jeg haiku, og så fik jeg godt nok læst lektien! Jeg fandt frem til Hans-Jørgen Nielsens "Haiku", jeg har stadig 3 udgaver af hans bøger. Jeg læste hans haiku og skrev selv 3, fandt frem til Sys Matthiesen, sendte dem til hende, hvorpå hun svarede: ”hvis det er dine første haiku, skal du nok komme langt”, mailen har jeg endnu.

Sys tilbød mig at være med i haikunetværket og vi blev meget gode venner til hendes alt for tidlige død.

Halfdans Rasmussens "JULEKALENDER for voksne", strør jeg jævnligt omkring mig med for mine gå-venner i december og mine børnedigtsamlinger bliver tit kaldt Halfdan Rasmussenske."Rystet spejl" af Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunges samlede værker kommer man vel heller ikke udenom, hvis man vil være dybt seriøs, hvilket jeg jo også gerne vil.