Billede af bog om Mumitroldene

I 2021 bliver vi os selv igen

29.12.20
Der er noget, der ikke er helt, som det skal være. Du er ved siden af dig selv. Offentlige steder, andre mennesker og udefrakommende faktorer gør dig bange, og du kan ikke opsøge det velkendte, der normalt gør dig klogere og tryg. 

Du kender måske følelsen fra det hedengangne år 2020 – coronaens klamme hånd har befamlet os på en yderst krænkende måde; slikket os i øret, trukket svømmebukserne ned på os foran hele svømmehallen, spoleret vores planer, kulturelle og sociale aktiviteter – gjort os ensomme – og ja tilnærmelsesvis usynlige.

Det fik mig til at tænke på mumitrolde og Mumi-mor, Tove Jansson. I 1962, hvor verden i øvrigt også var af lave grundet cubakrise og en potentielt ny verdenskrig, skrev hun novellen ”Historien om den usynlige gæst”.

En mørk efterårsaften banker det på døren hos mumitroldene. Udenfor i regnen står en underlig gæst. Det er pigen Ninni, som er blevet så bange, at hun nu er blevet usynlig. Heldigvis har mumitroldene en vaccine, som kan anvendes mod usynlighed. Den består af leg, hygge og tryghed, og som dagene skrider frem i det lille mumihus, kommer mere og mere af Ninni til syne. Først kommer fødderne frem, dernæst kroppen – og til sidst er hun helt sig selv igen.    

Bibliotekets vaccine er klar

I 2021 skal vi igennem samme forvandling som Ninni. Vi skal vaccineres, og vi skal genfinde trygheden ved at være fysisk sammen.

Silkeborg Bibliotekerne vil gerne bistå denne forvandling og om ikke være borgernes mumitrolde – så i hvert fald være et sted, der synliggør mennesker, skaber livsduelighed, samvær og sammenhængskraft.

På bibliotekerne har vi vores udgave af en vaccine klar. Så snart vi må genåbne de fysiske biblioteker, står vi klar til at give dig et skud med litteratur, leg og læring, så du forhåbentligt snart kan fortrænge minderne om annus horribilis 2020.

Udover talrige møder omkring litteraturen og snakke ved bogreolerne, så glæder vi os til, at I fylder bibliotekerne med liv.

I børnebiblioteket skal der hygges og rodes, nye kompetencer skal leges ind i vores Makerspace, og i Campus skal læringsaktiviteterne strømme ind i hovederne på byens unge og studerende.

Når det bliver sommer, er det vores håb, at vi i Silkeborg Kommune skal mødes om en litteraturfestival, hvor vi med kolde fadøl i hånden sammen kan begejstres af ord, dygtige formidlere og hinandens selskab. 

Der er håb forude – snart er vi os selv igen – også på Silkeborg Bibliotekerne.

Godt nytår!

Tags