B-siden: Børn vil vide mere

26.02.19
Faglitteraturen er rykket frem i forreste række i børnebiblioteket, og nu er der både fisk der skal fodres, montrer der skal fyldes med kranier, måleinstrumenter og udstoppede dyr, og et arbejdsbord med skiftende aktiviteter, hvor inspirationen skal hentes fra rummets mange spændende fagbøger. Ofte, når jeg spørger et barn: ”Hvad kan du lide at læse?” er svaret: ”Noget virkeligt!” – Noget der findes ude i verden, noget rigtige mennesker har oplevet.

Klassiske favoritemner er dinosaurer, maskiner, mumier, rumfart og fodboldspillere, men jeg vil også gerne anbefale Johan Olsens Bogen om verden, som gør os klogere på universets begyndelse, stjernerne, tyngdekraften, atomerne og det første liv på Jorden, forlaget Carlsens nye serie Vild viden, hvis første tre bind handler om fantastiske rejsende; blandt andre Laura Dekker, der som 16-årig sejlede alene Jorden rundt og Sir Edmund Hillary, der som den første besteg Mount Everest, og Sebastian Kleins De 100 mest gådefulde dyr, om enhjørninger og afskyelige snemænd, som nok ligger lige på grænsen af, hvad der hører hjemme blandt fakta-bøgerne.

Hele verden i en 11-årigs hoved

Man kan dog også godt mærke, at der er emner, som har været en tur omkring Tv-avisen, inden de når børnenes univers.  Jeg var selv elleve år i 2001, da min barndoms uomtvisteligt største internationale begivenhed ramte, og i det år, og årene der fulgte, var vi i min klasse forståeligt nok meget optagede af George Bush og Anders Fogh, af Irak, olie og Muhammedtegninger. Hvor meget af det vi egentlig forstod, kan jeg godt blive i tvivl om i dag.

   Overskrifter og nyhedsindslag er i dag nogle andre, men ikke mindre komplekse. Det ser jeg helt tydeligt, når nutidens 11-årige spørger på bøger om klimaforandringer, plast i havet, japanske robotter og gensplejsede planter. Om USA, EU, Rusland og Nordkorea. Om brexit, e-sport og sociale medier. Nogle gange er det emner, hvor den gode fagbog ikke engang findes endnu. Heldigvis er der voksne derude, som formidler dugfriske nyheder til børn i blandt andet Ultra Nyt på DR, i Weekendavisens sektion Faktisk og i JP/Politikens Børneavisen.

Fra børn til børn

Børneavisen dækker nyhederne, så de giver mening for børn. Den hjælper dem med at forstå verden, at skelne fake fra fakta og kobler nyhederne til børnenes egen virkelighed og hverdag. Den form for medborgerskab og kritisk tænkning dyrker vi også på biblioteket, og i år går vi et skridt videre med fokus på nyheder, viden og debat i børnehøjde, når vi inviterer de 10-13-årige til at skabe deres egen nyhedsredaktion sammen med os. Det bliver en redaktion med børnene selv som journalister, debattører, fotografer og skribenter, og det bliver også dem, der sætter dagsordenen. Skal vi arbejde med artikler, video eller podcast? Og hvilke nyheder skal med? De verdensomspændende og samfundsomvæltende? Eller de helt lokale og nære? Der bliver plads til alle typer nyheder fra verden omkring os – Både dem, der vækker begejstring, og dem, der kan give ondt i maven, hvis man ikke får snakket om dem. Er dit barn nysgerrig på nyheder, ny viden og verden omkring dem? Så er de hermed inviteret med!

Bragt i Midtjyllands Avis 24.01.2019

Tags
Materialer