Bogforside til bogen "Silkeborg i 1950'erne og 1960'erne"

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
45 kr.
Bibliotek
Sted
Orange Scene
Målgruppe
Voksne
Litteratur & viden

Smugkig på ny lokalhistorisk bog

22.11.23
Hør Lis Thavlov og Peter Mouritsen fortælle om "Silkeborg i 1950'erne og 1960'erne", som udkommer 24. november

Bogen ”Silkeborg 1950’erne og 1960’erne – Silkeborgensernes historie fortalt i billeder” stiller ved hjælp af over 300 fotos fra Silkeborg Arkivs samlinger skarpt på Silkeborg og silkeborgenserne i 1950’erne og 1960’erne. Vi ser Silkeborg forandre sig til en pulserende industriby, der i 1970 bliver til storkommunen Silkeborg. Fra at have danmarksrekord i arbejdsløshed på 11,4% i 1951 rammer højkonjunkturen byen i slutningen af 1950’erne, hvor industrikvarterer skyder op langs den nye ringvej, store boligforeninger bliver rullet ud og stadig flere nye parcelhuskvarterer kommer til i byens periferi.

Det er nye tider. Forbruget stiger og det sætter sit præg på byens forretningsliv. Større og mere moderne forretninger afløser den lille manufakturhandler. Selvbetjeningsbutikker afløser den velassorterede købmand eller grønthandler, der næsten er at finde på alle gadehjørner.
Stadig flere får råd til at erhverve sig en bil, hvilket betyder, at byens smalle gader ikke længere kan klare presset. Byen er ved at drukne i biler. Det må der gøres noget ved. Parkeringspladser, lysregulering og til sidst gågader bliver en del af løsningen.

Arkivarerne Lis Thavlov og Peter Mouritsen står bag denne store og flotte udgivelse, der er arrangeret i tematiske dele. Hver tematisk del introduceres, og de udvalgte billeder kommenteres, så læseren, ung som gammel, altid vil kunne finde nyt fra tiden, der gik i Silkeborg og omegn.

Lis Thavlov og Peter Mouritsen vil denne aften fortælle om bogens tilblivelse og naturligvis om Silkeborg i 50'erne og 60'erne med udgangspunkt i bogens materiale. 

Bogen kan købes i boghandlere fra 24. november. 

Tags