UDSOLGT Mit barn er ordblind: Forældrecafe
Hvordan kan ordblindes digitale hjælpemidler være med til at åbne verden både fagligt og socialt? Og hvordan er det efter tretten år som folkeskolelærer at opdage, at man selv er ordblind? Alt det og meget mere får vi svar på denne aften, hvor der både bliver plads til den personlige fortælling om oplevelser med ordblindhed og en praktisk introduktion til de digitale hjælpemidler.
Vi starter aftenen med et oplæg ved Stine Christensen, som er uddannet folkeskolelærer, og som efter tretten års arbejde i skoleverdenen opdagede, at hun selv er ordblind. Stine fortæller om sin egen vej gennem folkeskole og uddannelse, og hvordan det er at være forælder til tre ordblinde drenge med hver deres behov. Hun fortæller om frustrationer og bekymringer, men også om den åbenhed hun tackler udfordringerne med og giver videre til sine børn.
Herefter følger en kaffepause med salg af kaffe, the og lidt sødt.
Efter pausen kommer en introduktion til brugen af CD-ord ved Gitte Møldrup Frederiksen fra Videncenter for Sprog og Læsning. Hun vil blandt andet komme omkring, hvordan man downloader programmet til sin computer, og hvordan de vigtigste funktioner i CD-ord, som oplæsning, ordforslag og ordbog, fungerer, så ordblinde elever lettes i deres læringsproces.
Arrangementet er et samarbejde mellem Videncenter for Sprog og Læsning og Silkeborg Bibliotekerne.
COVID-19:
Silkeborg Bibliotekerne overholder de gældende retningslinjer om afstand og hygiejne. Brug den opstillede håndsprit ved indgangen når du ankommer samt i en evt. pause - og husk at holde afstand. Sammen passer vi på os selv og hinanden.